Dom over vandscootere

Sejlere med hang til hurtige vandscootere fik i maj 2005 et skud for boven med en principiel dom afsagt ved Retten i Kolding.

Sejlads med vandscooter er og bliver forbudt uden for landets få afmærkede baner.

To fartentusiaster lod i august 2004 en Bombardier med 137 HK og en Seedo med 110 HK komme til deres fulde ret ud for Løverodde ved Kolding. Politiet sigtede dem, og de sigtede erkendte at have sejlet med vandscooter, men mente, at de var i deres gode ret til det.

Derfor nægtede de at betale den udstedte bøde, og sagen gik til retten. Dommen, der blev afsagt, vil få principiel betydning for mange andre tilsvarende sager i Danmark.

De to tiltalte blev erklæret skyldige i ulovlig sejlads med vandscooter og skal hver især betale en bøde på 1.500 kr. samt sagens omkostninger.

Dermed har retten ladet naturbeskyttelsesloven i Danmark overtrumfe et EU-direktiv fra 2003 om salg og brug af vandscootere. I begrundelsen for dommen fremhæves følgende:

”…direktivets artikel 2 fremgår, at medlemsstaterne kan vedtage bestemmelser om sejlads i bestemte farvande for at beskytte miljøet og vandvejenes infrastruktur og for at sikre vandvejenes sikkerhed, forudsat at dette ikke kræver nogen ændring af fartøjer, der er i overensstemmelse med direktivet.

Da bekendtgørelse nr. 611 af 4. juli 1994 om regulering af sejlads med vandscootere mv. (i det følgende kaldet vandscooterbekendtgørelsen) er udstedt i medfør af lov nr. 9 af 3. januar 1992 om naturbeskyttelse, hvis overordnede formål er at medvirke til at værne landets natur og miljø, er direktivets betingelser for en begrænsning af sejladsen således opfyldte.”

Uanset at sejlads på søterritoriet ifølge vandscooterbekendtgørelsens § 6, stk. 1 er forbudt, kan amtsrådene efter bestemmelsens stk. 2 tillade sejlads udenfor EF-fuglebeskyttelsesområder. Bl.a. Nordjylland, Århus, Vejle og Sønderjyllands amter har efter det oplyste givet sådanne tilladelser.

Forbudet mod sejlads i vandscooterbekendtgørelsens § 6 er således ikke absolut, hvorfor retten ikke finder, at bestemmelsen er i strid med direktiv 2003/44, artikel 4.

Vandscooterbekendtgørelsens § 6 påvirker ikke afsætningen af vandscootere fra andre medlemsstater anderledes end afsætningen af indenlandsk fremstillede vandscootere, og retten finder derfor heller ikke, at bestemmelsen udgør en handelsrestriktion omfattet af artikel 28 i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Artiklen har været bragt i Bådmagasinet 2005

Da de tiltalte har erkendt, at de har sejlet med de i anklageskriftet nævnte vandscootere som angivet i anklagen, hvilken erkendelse støttes af de oplysninger, der i øvrigt er fremkommet, finder retten det bevist, at de tiltalte er skyldige.”

 Se også : Fup og Fakta om jetski og vandscootere

Tilladt at sejle med vandscooter og jetski

Tags: ,