Bodils mand forlod hende og deres fælles sejlbåd i Caribien efter flere år på verdenshavene. Hvad gør man så? Sætter sig ned og græder, sælger skuden og tager næste fly hjem? Eller gør man som Bodil – tager plads på kommandobroen, finder to gaster og styrer båd samt selvtillid sikkert i havn!
Bodil Nielsen vel hjemme i Danmark.
- Vi var mentalt rigtigt godt forberedte!
Sådan siger Bodil Nielsen om perioden, hvor børnene fløj fra reden, og hun og hendes nu tidligere mand solgte huset for at investere i en sejlbåd – deres nye hjem. På daværende tidspunkt havde hun dog ikke forberedt sig selv på, at hun næsten ti år senere ville stå med eneansvaret for deres fælleseje, den 42 fod store sejlbåd JOY, og med over 7000 sømil til nærmeste danske havn.
- Min mand og jeg havde nogle rigtigt gode år på Middelhavet, hvor vi blandt andet besøgte Libanon, Syrien og Israel med JOY, fortæller 55-årige Bodil Nielsen.
Ægteparret kom hjem til Danmark i år 2000 efter fire oplevelsesrige år med Middelhavets havne og ankerpladser som destination. De kom dog kun tilbage til hjemstavnen ved Næstved for at planlægge den helt store tur. Turen over Atlanten, hvor det var meningen, at de sammen skulle på opdagelse i Caribiens øhav. Sejlbåden fik et tiltrængt og gennemgribende serviceeftersyn, mens Bodil Nielsen og hendes mand skrabede penge sammen til projektet.
JOY var i tip/top stand, da ægteparret i november 2002 var klar til den helt store tur med kurs mod Den Engelske Kanal, videre over Kap Verde i den østlige del af Atlanterhavet for til sidst at ramme Barbados i Caribien. Med ombord på den lange tur var, ud over Bodil Nielsen og hendes mand, to kvindelige gaster.
Bomben sprænger
Vel ankommet til Caribien falder bomben. Bodil Nielsens mand og én af de kvindelige gaster meddeler, at de har fundet sammen og i fællesskab forlader de båden. Den anden gast skulle også kun med på turen over Atlanten, så pludselig sidder en 55-årig dansk kvinde tilbage i Caribien med et forlist ægteskab – kun holdt oppe af en flydende sejlbåd.
Bodil Nielsen lægger vægt på, at hun i dag kommer udmærket ud af det med sin eksmand. I situationen var det dog noget helt andet. Familie og venner befandt sig mange tusinde sømil i østlig retning, og den nemmeste løsning nu og her ville helt sikkert have været, at hun havde sat sig i det næste fly med kurs mod Danmark. En indre styrke kom hende til undsætning, og hun blev enig med sig selv om at gennemføre turen alene.
- Jeg havde helt sikket noget jeg skulle bevise overfor mig selv. Jeg havde noget, der skulle afsluttes, og det kunne kun afsluttes på en værdig måde, hvis jeg færdiggjorde turen, forklarer Bodil Nielsen.
Der var ellers nok i hendes omgangskreds, der forsøgte at overbevise hende om, at det var en rigtig dårlig ide.
- Mine børn forsøgte at tale mig fra det. Ja, alle forsøgte at tale mig fra det. Undtagen min mand. Han sagde faktisk, at jeg godt kunne.
Trods 26 års fælles sejlerfaring havde Bodil Nielsen aldrig været i tvivl om, at det var hendes mand, der var kaptajn ombord på JOY og stod med det endelige ansvar, hvis det hele gik galt, og de hurtige beslutninger skulle træffes.
- Min mand og jeg havde en klar rollefordeling ombord. Det falder meget naturligt. Én tager sig af noget, og den anden af noget andet. Og sådan bliver det hurtigt til rutiner. Men det er faktisk en dum ide, når man er ombord på en fælles båd, da man skal vide noget om det hele, hvis man vil have ansvaret.
Da beslutningen om at fortsætte turen først var truffet, stod Bodil Nielsen med ansvaret for den 42 fod store sejlbåd og senere også for de gaster, der skulle med på den lange rejse.
- Før var ansvaret ikke mit, og jeg kunne ikke forstå, at min mand somme tider kunne være så stresset, når der var nogle ting i vejen med båden eller noget gik galt. Jeg sagde ofte til ham, nu sover vi på det, og så ser vi på det i morgen. Det går jo nok alligevel. Men det kunne jeg slet ikke leve op til, da jeg selv stod med ansvaret. Jeg kunne ikke tænke på andet før problemet var løst. Og det var da i hvert fald helt umuligt at sove.
Mandlige gaster
Bodil skulle finde nogle gaster, der kunne hjælpe hende med at sejle den store sejlbåd rundt og opleve de caribiske øer for senere at krydse Atlanterhavet og derefter sætte kurs mod Danmark. Valget faldt på to mandlige gaster. John Olesen fra København og Hans Olaf Brax fra Norge. Hun kendte lidt til Hans Olaf i forvejen, mens hun fandt frem til John Olesen gennem Foreningen til Langturssejlernes Fremme. Desuden sejlede Hanne med det første stykke tid i Caribien. Hanne var niece til nogle sejlervenner – men helt uden uerfaren sejler.
- Som kvinde var jeg jo lidt nervøs ved at tage mandlige gaster ombord. Det er heller ikke uden risiko. Man kan jo ikke vide, hvordan de er, når man først kommer af sted. Men jeg var utroligt heldig med mine to gaster, konkluderer kaptajnen.
I november 2003 er hun, Hanne og John klar til at besøge øerne i Caribien. Nordmanden støder først til cirka et halvt år senere, hvor JOY er klar til at krydse Atlanterhavet.
Selvtilliden svinger
Allerede på fjerdedagen kom kaptajnen ombord på JOY ud i en krise, der i første omgang satte sig som en syl i selvtilliden.
De havde kastet anker og er gået i land på en ø. Der var andre lystbåde for anker lige omkring dem. Blandt andre en fransk og en engelsk båd. Den franske båd er dog væk, da de noget senere kom tilbage. Til gengæld lå JOY heller ikke, hvor den oprindeligt havde ligget – den drev frit rundt derude – og der gik bogstaveligt talt panik i kaptajnen inde på land.
- Jeg kunne se min båd drive af sted lige for øjnene af mig. Det var forfærdeligt.
Inden de når ud til JOY, havde den engelske ankerligger opfattet situationen. Mandskabet derfra var roet over og havde fået fat i båden, inden den drev helt op på et rev lige i nærheden. De bandt JOY fast til en bøje og smed det drivende anker op på fordækket. Episoden gav Bodil Nielsens selvtillid et gevaldigt knæk, og hun var lige ved at kaste hele sit personlige projekt fra sig i afmagt.
- På det tidspunkt sagde jeg til mig selv: Bodil, du er ikke denne opgave voksen. Det her kan du bare ikke klare!
Flere lokale havde set, hvad der var sket, og da deres forklaring først kom på bordet, blev hun langsomt snakket tilbage på sporet. Det viste sig nemlig, at den franske ankerligger var kommet til at trække JOYs anker op, da de trak deres eget anker ind. De lokale kunne forklare, at det var lige efter, at den franske båd forsvandt, at JOY begyndte at drive.
- Da jeg fik at vide, at jeg faktisk var uden skyld i det skete, så kom jeg det skridt videre, der skulle til, for at jeg kunne hanke op i mig selv, forklarer Bodil Nielsen.
Det var ikke sidste gang, at selvtilliden blev sat på en prøve, men hun overlevede alle kriser og står i dag stærkere end nogensinde.
- Når jeg ser tilbage på alle de situationer, som jeg har kunnet klare. Alle de situationer, der kunne være endt helt galt, hvis jeg ikke traf den rigtige beslutning, så kan jeg ikke andet end at være glad og stolt.
Over Atlanten
I maj 2004 takkede gasten John Olesen af. Bodil Nielsen var nu ved at være klar til det store træk over Atlanterhavet sammen med nordmanden Hans Olaf Brax.
- På et halvt år fik jeg set de øer i Caribien, jeg havde drømt om at se. De Dansk Vestindiske Øer var fx en stor oplevelse, siger Bodil Nielsen.
Turens lange, seje træk over åbent hav ventede forude. Ud af de omkring 1000 lystbåde, der hvert år krydser Atlanten, har kun cirka to af dem kvindelige kaptajn. Bodil Nielsen var én af de to i 2004 og klarede skærene på flotteste vis hele vejen hjem til Næstved. Hun har nu solgt sin andel af JOY til sin eksmand og leder efter et arbejde. Men lykkes det ikke at få foden indenfor nogle steder, så vil hun da ikke helt udelukke, at hun tager ud at sejle igen til foråret. Hun har dog ingen båd…
Artiklen har været bragt i UGEBLADET SØNDAG februar 2005
- Jeg ved ikke om jeg kan vænne mig til ’kun’ at være gast igen, som den seje, 55-årige kvinde udtrykker det med et glimt i øjet.
Loading ...