Larmen fra det tilstødende redaktionslokale tyder på, at der er noget i gære.
- Kan redaktionen give tilladelse til, at jeg går på kro for at nyde en enkel pilsnerøl, lyder en klar, høj røst denne sene eftermiddagstime fredag.
I minutterne forinden er en reportageidé blevet født, og opgaven lander i minutterne derefter.
Mandag formiddag tager Kongelig skuespiller og scenevant verdensmand, Palle Huld, imod foran Hotel Hvide Hus i Køge. Han havde fået sin fredagsbajer. Tilbagelænet sidder den 87-årige i en stol og nyder solen, når den ellers viser sig mellem skyerne. Weekenden og årene der gik før den, har Palle Huld brugt på at suge oplevelser til sig. Og når han fortæller, holder han stadig sit publikum i et kunstgreb.
- I skal da lige med om bag ved og se gederne, siger han, og det kan lige nås, inden fotografen protesterer alt for højlydt over sit stramme program.
Vi skal jo ud til den kloge kones hus.
Rolighedshuset ligger ved vejen, der går fra Vallø til herregården Gruberholm, som ligger på sydsiden af Nyhaveskoven. Her boede en kvinde i slutningen af sidste og begyndelsen af dette århundrede, der blev kendt over hele Skandinavien, og endog dele af Tyskland. Hun var ikke kun en kvinde. Hun var en kone. Tilmed en klog af slagsen. Hendes bedsteforældre kom fra Rusland til Danmark på grund af forfølgelse i hjemlandet. De var russisk adel fra Kaukasus, men havde haft deres hjem ved Sankt. Petersborg, hvor morfaren gjorde tjeneste ved slottet.
Sammen med sin kone opholder Palle Huld sig gerne her i området, når lejlighed byder sig. Og Hotel Hvide Hus er blevet det naturlige valg nu, hvor han har overdraget den tidligere sommerresidens, Rolighedshuset, til sin søn. Han begiver sig stedkendt rundt i hotelomgivelserne.
- De er sgu’ så søde og flinke her, meddeler han med et klap på skulderen til hoteldirektøren, mens de står og fodrer gederne bag hotellet med brød og gulerødder.
Den kloge kone boede i Rolighedshuset frem til sin sidste rejse 5. Oktober 1914. Et hus der nu tilhører Vallø Stift, men som har været i Huld-familiens varetægt siden 1965. Og både huset og mindet om stedet bliver der værnet om. Den kloge kone havde lært sine helbredelsesmetoder af sin mor, som igen havde lært dem af sin mor. En kombination af naturlægemetoder og kendsgerningen, at hun var udstyret med en sjette sans, gjorde udslaget. Den kloge kone havde store evner både med at helbrede de syge samt trøste og tale med mennesker. At det sidste er af afgørende betydning, er jo almindeligt anerkendt af lægerne. Uden tro på hjælp er mange gledet ud i de håbløses rækker.
Palle Huld taler længe og gerne og sikrer sig hele tiden, tilhøreren ikke keder sig. De store armbevægelser findes frem i forbindelse med den affekterede krølle på sætningen.
- Se her kan du sagtens tage kæresten med, siger han og går ind igennem brudesuiten på Hotel Hvide Hus, hvor ris og halløj stadig ligger på gulvet efter weekenden.
- Bare skriv lidt godt om hoteldirektør Larsen, du, så skal du bare se, så får du nok et godt tilbud, siger verdensmanden, mens han passerer boblebadet.
Blandt sine klienter havde den kloge kone også lægefruer. Èn af dem havde fået benedder (kronisk knoglebetændelse, red.) i fire fingre på højre hånd. Hendes mand havde opgivet hende. Trøsten han gav var amputation. Der var ingen anden udvej. Ellers ville sygdommen brede sig til hele hånden og det, der var værre. Så var gode råd dyre. Hendes mand havde flere gange hængt den kloge kone ud for kvaksalveri. Men da lægefruen var en meget dygtig pianist og ofte gjorde stor lykke ved underholdninger i byen, ville det være en katastrofe at miste sine fire fingre. Hun klagede sin nød til den kloge kone, hvorefter hånden blev vasket ren for lægens medikamenter, og den kloge kones salve lagt på. I løbet af fjorten dage, var der fin ny hud på fingrene og smerterne var forsvundet.
Han troner foran det gamle hus, gør han. Gør sig lidt til over at være en del af det, gør han. Spankulerer rundt, viser og fortæller, gør han. Palle Huld – en del af Rolighedshuset, er han.
I sit syv og firsens tyvende år fryder han sig over hver en kvadratmeter, der ligger både inden- og udenfor murene. Andre kan slet ikke lade være med at fryde sig med ham.
En dag gik det galt. Den kloge kone i Vallø skulle i retten for at erlægge en bøde for sin hjælpsomhed. Men inden hun nåede retsbygningen traf hun en mand, der gav hende et godt råd. Hun skulle bare sidde bøden af, for hvis hun betalte, kom der nok bare flere af slagsen. Hun erklærede sig derfor ude af stand til at betale mulkten (bøden, red.) og blev indsat til afsoning. Bagefter mente hun, at den tid hun var gæst i arresthuset i Køge, var de roligste og behageligste dage i hendes liv.
Palle Huld har netop holdt fest for sine venner i M.G Pedersens familiehave i Pileallé på Frederiksberg. Der er plads til behagelige, men ikke rolige dage. 100.000 kroner som den belevne 87-årige netop har vundet i Mandags Chancen, er blandt andet blevet brugt på viv, venner og efterkommere.
- Resten har jeg sat til side til min begravelse. Så kommer det da ikke bag på nogen, siger Palle Huld og retter på selerne, mens han kigger sig omkring i andægtighed.
Den kloge kone fik sin oprejsning. En dag holdt stiftlægen fra Vallø uden for hendes hus. At hun blev forundret er sikkert nok at forstå. Han sagde: “Min datter er meget syg, og min kone sidder ved hendes seng og græder og siger, hun tror, at De kan få hende rask inden hun dør for os.” Den kloge kone svarede: Melder De mig så ikke? Doktoren replicerede: Enten De vil hjælpe eller ej, skal jeg aldrig melde Dem.Den kloge kone virkede i sin gerning til kort før sin død den 28. september 1914. Hun efterlod ikke de store penge, kun hvad der gik med til hendes begravelse, og møblerne var gamle og tarvelige.
Tarvelige møbler kan dog sagtens have værdi. Især når de efter et par århundreder stadig står fremme til ære og værdighed. Den gamle rokkestol, der befinder sig i Rolighedshuset, tilhørte den kloge kone.
- Vi fik den renoveret, forklarer Palle Huld.
Ting kan renoveres, mennesker forgår. Men så længe der er folk, der kan fortælle historier, så er det næsten som om, de stadig er iblandt os – eller hvad?







