		Kenya viste vejen Kenya var det land, som viste vejen for, hvordan man kan finde plads til både dyr og turister ved at udlægge store områder af landet til nationalparker og naturreservater. Metoden har vist sig som en farbar vej både til at kontrollere dyrenes økosystemer, turisters færden og ikke mindst krybskytters hærgen. Den oprindelige befolkning har dog måttet betale prisen, da store landområder er blevet inddraget og beskyttet af restriktioner. Som ordene antyder er parkerne mindre end reservaterne. Parkerne er fysisk hegnet ind, mens reservaterne er afsat på kort og er både tilgængelige for de lokale dyr og mennesker. Den lokale befolkning må dog kun krydse områderne, der må ikke anlægges landsbyer eller dyrkes jord eller jages i et reservat. Det har selvsagt givet regeringen en del problemer i forhold til den oprindelige lokalbefolkning i de enkelte områder. Og det har også ført store folkevandringer ind mod de største byer med sig. Denne vandring fra land mod by har de senere år været så voldsom, at bysamfundenes planlæggere for længst har måttet hejse det hvide flag, og slumghettoerne vokser som vildskud på vildskud med de for hånden værende byggematerialer. Der er dog ingen tvivl om, at regeringens politik har været en redningsplanke for mange planter og dyr i Kenyas utroligt varierede natur, der spænder fra halvørken i den nordlige del, frugtbart højland i områderne omkring Nairobi samt en koralkyst, der er verdens anden længste af slagsen - kun overgået af Australien. Både elefanter og næsehorn har været meget tæt på at blive sagnomspundne skabninger, der kun var en del af historiebøger og folkefortællinger. En effektiv indsats med at uddanne bevæbnede reservat-rangers har dog lagt en stor dæmper på krybskytters trang til at nedlægge dyrene. Det som har haft den største betydning i den sammenhæng har dog nok været, at det internationale samfund har vedtaget handelsbegrænsninger, der stort set gør det umuligt at afsætte både elefantens elfenben og næsehornets horn. Naturen i Kenya er derfor sat ind i strategiske rammer, der både sikrer dyr og planter overlevelse og desuden tilfredsstiller turisters behov for at komme tæt på de mange flotte og forskellige scenarier. Lokalbefolkningen har i den sammenhæng enten måttet spille med på lykkehjulet omkring turistindustrien eller fortrække til andre områder.		Tilbage

Kenya viste vejen

Kenya var det land, som viste vejen for, hvordan man kan finde plads til både dyr og turister ved at udlægge store områder af landet til nationalparker og naturreservater. Metoden har vist sig som en farbar vej både til at kontrollere dyrenes økosystemer, turisters færden og ikke mindst krybskytters hærgen. Den oprindelige befolkning har dog måttet betale prisen, da store landområder er blevet inddraget og beskyttet af restriktioner.

Som ordene antyder er parkerne mindre end reservaterne. Parkerne er fysisk hegnet ind, mens reservaterne er afsat på kort og er både tilgængelige for de lokale dyr og mennesker. Den lokale befolkning må dog kun krydse områderne, der må ikke anlægges landsbyer eller dyrkes jord eller jages i et reservat. Det har selvsagt givet regeringen en del problemer i forhold til den oprindelige lokalbefolkning i de enkelte områder. Og det har også ført store folkevandringer ind mod de største byer med sig. Denne vandring fra land mod by har de senere år været så voldsom, at bysamfundenes planlæggere for længst har måttet hejse det hvide flag, og slumghettoerne vokser som vildskud på vildskud med de for hånden værende byggematerialer.

Der er dog ingen tvivl om, at regeringens politik har været en redningsplanke for mange planter og dyr i Kenyas utroligt varierede natur, der spænder fra halvørken i den nordlige del, frugtbart højland i områderne omkring Nairobi samt en koralkyst, der er verdens anden længste af slagsen - kun overgået af Australien.

Både elefanter og næsehorn har været meget tæt på at blive sagnomspundne skabninger, der kun var en del af historiebøger og folkefortællinger. En effektiv indsats med at uddanne bevæbnede reservat-rangers har dog lagt en stor dæmper på krybskytters trang til at nedlægge dyrene. Det som har haft den største betydning i den sammenhæng har dog nok været, at det internationale samfund har vedtaget handelsbegrænsninger, der stort set gør det umuligt at afsætte både elefantens elfenben og næsehornets horn.

Naturen i Kenya er derfor sat ind i strategiske rammer, der både sikrer dyr og planter overlevelse og desuden tilfredsstiller turisters behov for at komme tæt på de mange flotte og forskellige scenarier. Lokalbefolkningen har i den sammenhæng enten måttet spille med på lykkehjulet omkring turistindustrien eller fortrække til andre områder.

Tilbage