Dømt til døden

Sætningen giver ingen rigtig mening for den, der aldrig er blevet konfronteret med den over for en dommer.

- De dømmes hermed til døden!

En ultimativ sætning. En grusom sætning. En sætning ganske få overlever.

- 4. marts 1944 blev jeg sammen med to kammerater dømt til døden af en tysk krigsdomstol i Odense, fortæller 78-årige Villy Mørk Jensen, da Politiken besøger ham i hjemmet i Aabenraa en forårsdag i 1998. Solen skinner ind til os i udestuen. Børnene fra opgangen leger i gyngestativerne under vinduespartiet, som solens stråler rammer, så de reflekteres ind i stuen.

Villy Mørk Jensen overlevede dødsdommen og har i fællesskab med sin kone, Dagmar, skrevet sine erindringer fra krigen og frem til i dag. Bogen er udkommet på forlaget Knakken fra Thy. De sidste 50 års historie i Europa og Danmark bliver sat i perspektiv. Bogen ‘En mur har to sider’ er en blanding af kolde kendsgerninger og personlige betragtninger om tiden under Anden Verdenskrig, men i høj grad også årtierne, der fulgte. Ti dage inden den afsatte østtyske leder, Erich Honecker, i 1993 rejste til Chile som en fri mand, havde Villy Mørk Jensen en samtale med ham.

Den 78-årige fynbo, der blev sønderjyde for fem år siden, har desuden været foredragenes mand. Han har holdt utallige foredrag, hvoraf de fleste blev holdt for skolebørn. Denne kunst magter han desværre ikke mere. Det er for anstrengende i en alder af næsten 80 at tale foran en forsamling, mener han.

- Jeg er derfor meget glad for, at min bog når at udkomme, inden det er for sent, forklarer han.

MANDEN BAG DØDSDOMMEN

- Jeg havde sammen med mine kammerater i Bogense klippet nogle ledninger over på noget udstyr, der stod i nogle kasser. Da vi gjorde det, anede vi ikke, hvad udstyret skulle bruges til, forklarer den tidligere maskinarbejder, der dog mest har ernæret sig ved at fremstille tekniske tegninger.

Faktisk har det været den eneste mulighed for arbejde. En sygdom, der efter Anden Verdenskrig blev hverdag for mange mennesker, satte sig som en stopklods for ham i hverdagen. Der har med hyppige mellemrum været minutter, timer, dage, hvor Villy Mørk Jensen ikke kunne arbejde på grund af kz-syndromet - derfor blev han nødt til at have et arbejde, hvor han selv kunne prioritere sin tid.

Den tyske dommer, der hed Huslein, mente, at sabotørerne havde været skyld i tusindvis af tyskeres død i Hamborg, da de var blevet overrasket af et engelsk flyangreb. Det radarudstyr, som den danske gruppe havde ødelagt, var blevet sat op, men havde ikke advaret om angrebet på grund af sabotagen.

Om dødsdommene skrev Frit Danmark, der var et illegalt blad under krigen, 15. marts 1944: Dommene er typiske for den vilkårlighed, der er nazismens vigtigste retsprincip. Ingen skal vide sig sikker, selv den mindste forseelse kan medføre den hårdeste straf. Metoden tilsigter at afskrække folk fra den mindste deltagelse i frihedskampen.

- Jeg forsøgte at finde frem til Huslein efter krigen. Jeg fandt ud af, at han var blevet Retspræsident i Deckendorf syd for München. Han nægtede nogen sinde at have været i Danmark, uddyber Villy Mørk Jensen, der ud over sin egen dødsdom, er vidende om, at Huslein tillige dømte i sagen mod ‘Langå-gruppen’, hvor fem danskere blev dødsdømt og henrettet.

4. marts 1944 blev dødsdommene over Villy Mørk Jensen, Ove Hansen og Anker Jørgensen afsagt til udførelse ti dage senere.

- Det var en parodi af en retssag, hvor dommerne var høje officerer, og vi ikke mærkede meget til nogen forsvarer, husker én af de dødsdømte. I Odense Arrest, hvor de var anbragt, var nogle af fangevogterne direkte bange for de indsatte og forsøgte at skaffe dem små fordele.

- De var såmænd lige så trætte af krigen, som vi var.

En af de dødsdømte danskere, Anker Jørgensen, var meget tæt på at give op og fortælle tyskerne alt, hvad han vidste.

- Vi havde jo en aftale om at holde mund i mindst 24 timer og helst 48 timer, men det er jo aldrig til at vide, hvor lang tid et menneske kan holde til så massive forhør, som vi var udsat for. Anker var meget tæt på at give op, men vi fik ham til at forstå, at den glæde skulle tyskerne i hvert fald ikke have.

Det var en lang ventetid i Odense efter dødsdommen. Mange tanker holdt fangerne vågne. Kun ungdommeligt overmod hjalp de tre dødsdømte.

- Efter ti dage blev vi dog benådet og idømt 12 års fængsel i stedet for. Derefter blev vi sendt til Tyskland, sukker den danske modstandsmand, der herefter mener, at det må være tid til en kop kaffe. Vi forlader emnet.

- Min kone er ikke hjemme, så vi må selv klare skærene, meddeler han og rejser sig op.

Politikens interviewer og fotograf følger med ind igennem stuen, der vidner om, at Villy Mørk Jensen har gjort sig fortjent til flere forskellige udmærkelser. Flest fra det tidligere Østtyskland, som han kom til at kende indefra på grund af sin tid i Brandenburg-Görden. Nogle af malerierne på væggen har også en historie, der fører tilbage til en kunstner, som sad indespærret i tugthuset i Berlin.

KOMMUNISTEN ERICH HONECKER

I dag kender de fleste navnet Erich Honecker. Men i 1944 vidste kun et fåtal i Brandenburg-Görden Tugthus, hvem den dengang 32-årige medfange var.

Den senere Førstesekretær for Kommunistpartiet, SED, i Østtyskland sad indespærret som politisk fange fra 1935 til 1945 og blev et vigtigt bindeled for kommunisterne i fængslet. Han var fangevogternes budbringer på gangene og blev dermed selvskreven som mellemmand, når kommunisterne udvekslede beskeder mellem cellerne. Efter krigen blev han formand for Freie Deutsche Jugend indtil 1955, hvorefter han gjorde karriere i SED. Her overtog han hvervet som partisekretær og statschef i 1971 efter Walter Ulbricht, der havde levet i landflygtighed i Sovjetunionen fra 1933 og til krigens afslutning.

- Det, der først og fremmest bandt os sammen, var de fælles oplevelser under fangeårene. Ingen, der ikke selv har prøvet det, vil helt kunne forstå det. Vi danskere fik en uvurderlig hjælp af veteranerne i tugthuset, fortæller Villy Mørk Jensen.

En del havde siddet i Brandenburg-Görden siden Rigsdagsbranden i 1933.

- Da jeg senere var på besøg i Østtyskland, blev jeg betragtet som en sær fisk, der åbent bekendte mit venskab til DDRs ledende folk, samtidig med at jeg ikke lagde skjul på, at jeg var politisk uenig med dem.

Dem der sad i Brandenburg-Görden var stort set dem, der byggede DDR op. Ud over Erich Honecker var også Alfred Neumann, der senere blev vicestatsminister at finde blandt fangerne.

- Jeg blev desuden gode venner med en del journalister ved Radio Berlin International efter krigen. De interviewede mig ofte. Og også lederen af DDRs Radio, Arthur Mannbar, opnåede jeg et venskab med, siger Villy Mørk Jensen.

Han erindrer, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA interesserede sig gevaldigt for hans besøg i DDR.

- Men selvfølgelig var jeg ikke så dum at være uforsigtig til nogen af siderne, slår han fast.

OFFICIELLE SAMMENKOMSTER

Under det gamle styre i DDR mødtes de gamle fanger hvert år for at mindes befrielsen, og de kammerater, der gav deres liv for, at de selv kunne leve.

Hvert femte år var denne sammenkomst lagt op i et statsligt plan, hvor Villy Mørk Jensen blev inviteret som statsgæst. Han boede sammen med sin kone i statens gæstehuse og deltog i alle de officielle og mere private festligheder.

27. april 1980 husker han specielt godt. Den lange vej til mindesmærket Marienbjerg, hvor mange blev henrettet, gik Erich Honecker og Alfred Neumann i spidsen.

- Til middagen fik vi udenlandske gæster ærespladser, og derfor fik jeg anledning til at tale med førsteminister Erich Honecker, der blandt andet sagde, at jeg ikke måtte glemme de dage i tugthuset, hvor vi alle lovede at kæmpe for freden og for, at der ikke skulle udgå en ny krig fra Tyskland.

Dagmar og Villy holdt brevkontakt med Erich Honecker i den periode, hvor han var i skjul hos en protestantisk præst efter murens fald. Tugthuskammeraten skulle mærke, at han ikke helt var overladt til sig selv.

Dernæst fulgte udleveringen til Berlin til strafforfølgelse og og indsættelse i Moabit. Det var simpelt hen for meget for Villy: Nu var tugthuskammeraten Erich Honecker igen under en tysk jurisdiktion, som Villy heller ikke nærede den store tillid til.

Derfor besluttede Villy og Dagmar sig for at søge om lov til at besøge ham i fængslet.

- Hans første ord til mig, da vi besøgte ham var: Nå, Villy, det her er ikke celle 77 i Brandenburg! Han hentydede til mit cellenummer. Det var imidlertid nummer 75.

- Egentlig er det tragisk, at så megen god vilje, der var at spore hos kommunisterne i Brandenburg-Görden ikke blev levet ud, men i stedet faldt tilbage på DDR-ledernes egne idealer.

Alt var nøje planlagt, når Villy Mørk Jensen var på officielt besøg.

Bagateller som visum og indrejsetilladelse var helt ude af billedet. Alle var nøje instrueret om at følge gæsternes mindste ønsker - herunder en bil, når der var behov for det.

Efterhånden som årene gik sad flere og flere fra tugthuset i ledende stillinger og var ikke med i det daglige arbejde.

- Naturligvis forsøgte jeg at gøre dem begribeligt, at det var tåbeligt af DDR at isolere sin befolkning. Borgerne fik på den måde helt forkerte forestillinger om Vesten - på godt og ondt, forklarer den 78-årige dansker, der så sammenbruddet komme.

HONECKERS SIDSTE GÆST

Skæbnen ville, at Villy og Dagmar blev de sidste, der besøgte Erich Honecker i cellen i Tyskland. For Villy var han ikke politiker. Han var den ven, der i sine storhedsdage havde husket Villy, og derfor havde rimeligt krav på støtte i de svære dage.

- Det værste, vi gjorde i DDR, var at opdrage befolkningen til at overlade alt ansvar til staten, fortalte Erich Honecker mig dengang i 1993. Det var ti dage, inden han kom fra Tyskland til sit eksil i Chile, hvor han senere døde, fortæller han og kommer for anden gang i samtalen ind på sit kz-syndrom, der har plaget ham hver evig eneste dag siden 1950. Villy Mørk Jensen er blevet træt af al snakken og kan ikke mere.

Interviewerens notesblok bliver lagt til side og turen går over i sofaen. Nøjagtig fem år efter krigens afslutning dukkede symptomerne på kz-syndromet op. Det havde overlægen i Bogense allerede forudsagt og forklaret Villy Mørk Jensens kone, Dagmar, da de giftede sig lige efter krigen i 1946.

- Er du klar over, hvad du går ind til. Om fem år så er han en syg mand, sagde overlægen til hende. Men vi giftede os alligevel, siger Villy Mørk Jensen.

Copyright Erik Nielsen 1998