Home \ IT, Internet, Medier \ Portrætter \ Rejser \ Sejlads, Idræt, Sport \ Udvikling af hjemmesider \ CV

Miniportræt af Poul Molich:

Hædret i Hundested

Tekst og foto af Erik Nielsen, www.eriksfreelance.dk
Se også: Stabil i 17 sekundmeter
Skibsingeniør og bådebygger Poul Molich fylder 85 til december. Det sker samme år som hans Molich-X-meter har 30 år på bagen.

X-meter klubben holdt derfor stævne for ti-meter-bådene i slutningen af august i Hundested, hvor Poul Molich fra 1944 indtil han gik på pension i 1994 drev Hundested Bådebyggeri, der i dag er overtaget af sønnen Peter.

Poul Molich, som er født og opvokset i Aalborg, byggede sin første båd som 16-årig efter tegninger, han havde fået af den kendte spidsgatterkonstruktør Utzon. Det er siden blevet til mange andre konstruktioner.

Ud over Molich-X-meteren har han konstrueret og bygget en lang række berømte og hurtige både til blandt andre Mærsk Mckinney Møller og til hans far, den gamle A.P. Møller.

Poul Molich konstruerede i 60erne flere IOR-både, som var bygget, så de kunne udnytte de internationale kapsejladsregler optimalt.


Eddikesur

”De amerikanske skibskonstruktører Stevens og Spakmann var dog altid foran med deres konstruktioner, fordi Stevens var medlem af den kommission som fastlagde reglerne for de internationale kapsejladser. Det gjorde mig eddikesur, så derfor holdt jeg op med at lave både, der kunne leve op til det,” siger Poul Molich med en stemme, som afslører, at han er blevet glad igen.

Han konstruerede i stedet en lang og hurtig båd uden at skele til IOR-reglerne. Det blev til Molich-X-meteren, der har 30-års jubilæum i år – samme år som Poul Molich fylder 85.

Da Poul Molich i 1994 gik på pension byggede han ti-meteren ”Hugin” til sig selv. Ved Molich-X-meter klubbens stævne den 29.-30. august holder i Hundested sad den gamle bådebygger ved rorpinden i "Hugin".


Glimt i øjet

”Jeg skal dog have nogen gaster med, der kan se kapsejladsbanen for mig. Mit syn er ikke, hvad det har været,” siger den erfarne skibskonstruktør.

Nedsat syn eller ej, der er hele tiden et varmt glimt i øjet, under interviewet med den gamle bådebygger. Han mener, at han har været meget heldig med at ramme nogle linier, som både giver båden en god æstetik samt gode sejlegenskaber.

”Selvfølgelig skal man vide, hvad man laver. Men det kræver også en vis portion held at ramme så rigtigt, som jeg har gjort med ti-meteren,” siger Poul Molich, der også er stolt af, at han har skabt en levedygtig og populær båd, som stadig kan begå sig.

Han er meget beæret over, at ti-meter-klubben valgte at lægge jubilæumsstævnet i hans hjemby Hundested. Og han tror på, at hans konstruktion vil leve videre i mange år, efter at han selv er død.

”Både er lige så forskellige som mennesker. Men denne her er levedygtig,” konkluderer den snart 85-årige Molich på sin båds vegne.


Copyright Erik Nielsen 2003

Artiklen har været offentliggjort i Bådmagasinet oktober 2003