Modstand og Martyrium

Hans plejemor hørte nøjagtig den samme lyd året før - 9. juni 1944. Det var én af de sidste lyde hun hørte, inden guillotinen gjorde en ende på hendes liv. Emma Zehden blev 44 år, og hendes forbrydelse var, at hun havde gemt Horst og to af hans kammerater fra Jehovas Vidner, da de blev indkaldt til tysk militærtjeneste i Adolf Hitlers hær. Som Jehovas Vidner måtte de ikke gå i krig. Alle fire blev opdaget og dømt til døden af en folkedomstol.

Tiden i Brandenburg-Görden Tugthus har, siden han blev taget til fange i juni 1943, føltes lang og uudholdelig. Franskmanden og polakken, han deler celle med, er lige så nervøse som han selv. Men de når ikke at fortælle om deres tanker, inden deres lænker bliver løsnet, og en stemme på tysk siger:

- Vær venlig at følge med!

UDSTILLING VERDEN RUNDT

- Jehovas Vidner blev uophørligt bekæmpet af Det Tredje Rige, og selv om mange af dem blev dræbt, har der ikke været stor interesse for historien om deres forfølgelse, hverken hos offentligheden eller professionelle historikere. I den forstand kan man kalde dem glemte ofre, sagde dr. Detlef Garbe, der ikke selv er Jehovas Vidne, ved åbningen i denne uge. Han har skrevet bogen Mellem Modstand og Martyrium, som en udstillings titel refererer til.

DEN STÆRKE TRO

Horst Schmidt sad i dødscellen og tænkte på sin Gud. Siden Hitler kom til magten i 1933, havde den 25-årige unge mand - sammen med sine 20.000 trosfæller i Tyskland - nægtet at hilse med et: Heil Hitler! Alle havde tillige nægtet at frasige sig deres tro og - for mændenes vedkommende - at træde ind i den tyske hær. Adolf Hitler og hans nazistiske regime betragtede ikke Jehovas Vidner på linie med jøderne. Jehovas Vidner var tyske ariere, men havde en forkert tro. Derfor fik alle 10.000 tilfangetagne Jehovas Vidner det samme tilbud: afskriv din tro, og du kan træde ud af kz-lejren eller tugthusets port som en fri mand eller kvinde.

Et tilbud ingen andre grupper af nazisternes fanger fik. Derfor gik Jehovas Vidner også med et specielt mærke på fangedragten - en lilla trekant.

Stort set ingen af de 10.000 valgte denne udgang. Op imod 2000 Jehovas Vidner mistede livet i nazistisk fangenskab. Cirka hver femte. 250 af disse blev henrettet. Resten døde af fangelejrenes anstrengende og farlige liv.

DEN EVIGE DØDSCELLE

- Vær venlig at følge med, lyder det på ny fra den tyske fangevogter, der har løst op for franskmandens og polakkens lænker. Tyskeren, Horst Schmidt, bliver ikke løst fra sine.

Franskmanden og polakken forlader deres cellekammerat sammen med den tyske fangevogter med det raslende nøgleknippe. Rystende af angst falder Horst Schmidt sammen på gulvet og kigger hen imod døren, der bliver smækket i på ny. Han er alene. Helt alene. De to andre bliver henrettet.

Syv dage efter - 27. april 1945 - overtog russerne kontrollen med Berlin. Fangerne i Brandenburg-Görden Tugthus blev befriet. Horst Schmidt er en fri mand. Horst Schmidt er en knækket mand. Han bliver befriet fra sine lænker, men aldrig fra to års mareridt. De har forfulgt ham i 53 år, da Politiken møder ham i København den sidste dag i marts i selskab med hans kone.

INGEN PR PÅ STANDHAFTIGHED

En udenforstående kan undre sig over, at Jehovas Vidner efter krigen ikke forsøgte at profitere af deres standhaftighed over for Hitlers regime.

Til det svarer 78-årige Horst Schmidt:

- Vi stak det til side for vores religiøse sag. Vi tænkte ikke i de baner før historikere, henvendte sig til os for få år siden. Historikerne gjorde det klart for ham, at hvis han ikke stod frem og fortalte sin historie nu, så ville der snart ikke være flere tilbage, der kunne fortælle denne øjenvidneberetning om den forfølgelse Jehovas Vidner var udsat for under Anden Verdenskrig.

- Jeg gør ikke det her for at forkynde Jehovas ord, men for at fortælle unge mennesker, hvad der skete, siger han.

På Holocaust-museet i New York, der er bestyret af jøder, har man også taget forskningen op. Flere tyske forskere er desuden gået i gang, og den ene i øjnefaldende skæbne efter den anden er i løbet af ganske få år blevet anskueliggjort for omverdenen. Horst Schmidt er kun én ud af mange.

TIL SØS I SYNKEFÆRDIG FLYDEPRAM

Porten i kz-lejren Stutthof i Østtyskland åbnede sig 25. april 1945, og for den 19-årige Hermine Koschmieder var det porten til friheden. Hun lagde to års afhøringer, nedværdigende arbejde, hån og spot fra SS-officererne bag sig. Troede hun!

- Foran mig lå ti dramatiske dage som det har været umuligt at slippe - selvom man tror, man har glemt dem, fortæller Hermine. I dag er Koschmieder skiftet ud med Schmidt. Hendes mand sidder ved siden af. Horst Schmidt. Horst og Hermine traf hinanden under krigen og blev genforenet bagefter, hvor et giftermål var det eneste rigtige for de to Jehovas Vidner.

- Horst var så langt nede, at jeg ikke kunne lade ham gå sin vej. Jeg blev nødt til at følge ham. Dengang havde det egentlig ikke noget med kærlighed at gøre, fortæller Hermine, der som 72-årig stadig er i besiddelse af en overnaturlig, kvindelig natur. Horst sidder ved siden af og ser til, at alt foregår standsmæssigt. Han er åbenlyst vant til den flirtende omgangsform, der for en kort bemærkning bringer intervieweren ud af kurs. Ude af kurs var netop, hvad Hermine og 400 andre kvindelige fanger fra Stutthof var, da de 25. april 1945 blev skubbet ud i Østersøen i en synkefærdig flydepram. Ti dage gik der. 400 hjælpeløse kvinder flød rundt i Østersøen nord for Tyskland og syd for Danmark. Men på tiendedagen skete der noget.

Den synkefærdige pram blev opdaget fra landsiden på en lille dansk ø.

Flydeprammen blev kort tid efter bragt ind til Klitholm Havn på Møn.

Det var 5. maj 1945. Danmarks befrielsesdag.

- Det er utroligt, som man tog imod os. Vi havde lus, lopper og lignede omvandrende skeletter, men folk kom ned til havnen og omfavnede os, sukker Hermine, men lyser straks op i et smil. Dagen efter kunne man læse i den lokale avis: Kom ned til havnen og se den flydende ligkiste.

KATOLIKKER OG PROTESTANTER

Den østtyske religionshistoriker Gabriele Yonan mener, at Jehovas Vidner med deres standhaftige optræden over for nazismen i 30ernes Tyskland indtil videre har været en stor provokation for andre religioner. Derfor er denne del af historien blevet fortiet, da de ikke selv har ført sig frem med kendsgerningerne.

- Deres livsholdning var forskellig fra alle andre religioners under krigen. Hvor alle andre kastede al moral over bord for at overleve, holdt Jehovas Vidner fast ved deres tro og overbevisninger som én samlet gruppe, siger hun og forklarer, at det er et særsyn både for religionshistorikere og psykologer.

- Psykologer er begyndt at interessere sig for denne del af historien, fordi martyrer normalt er enkeltstående tilfælde, der bliver fremhævet for eftertiden. I dette tilfælde er det en hel gruppe. Hun mener især, man skal have for øje, at Jehovas Vidner hele tiden kunne slippe for de rædsler, de blev påført, blot ved at skrive under på et stykke papir.

- Hvis man tænker nøjere over det. Hvem ville så ikke have skrevet under på det stykke papir, siger hun og smider et tankeeksperiment ud i rummet.

- Hvad ville, der være sket, hvis katolikker og protestanter havde stået fast på de samme holdninger over for Hitler?

På sin vis mener hun, at hun som protestantisk kristen burde skamme sig over, at en lille sekt viste, hvordan man kunne bekæmpe nazismen, mens hendes egen kirke heilede og fulgte trop, da det gjaldt.

- Man bør definere modstand på ny. Hvis et gruppemedlem virkelig ikke ser sig som et enkeltindivid, men som del af en større sammenhæng, er modtanden næsten umulig at knække, forklarer Gabriele Yonan.

HVAD MED DIG?

Stig Hornshøj-Møller er mag.art. i historie ved Københavns Universitet. Han har blandt andet skrevet Førermyten, der udkom i 1996 og dannede grundlag for en tv-serie i fire afsnit, som blev vist under titlen Atawolf på TV 2 i 1997.

Holocaust-forskningen er efter hans mening i disse år ved at forvandle sig til en egentlig folkemordsforskning, der sammenligner massemordet på Europas jøder med andre folkemord og andre former for socialt organiserede forfølgelser.

- Mennesker i dag har krav på en offentlig forståelse af de traumer, disse mennesker bærer rundt på, siger Stig Hornshøj-Møller, der mener, at et moderne eksempel på et ubearbejdet traume er den jugoslaviske borgerkrig, hvor ubearbejdede traumer fra Anden Verdenskrig lagde grunden til et barbari, som vi har kunnet betragte fra lænestolen.

- Man kan jo prøve at spørge sig selv, hvordan man selv ville have forholdt sig under Det Tredje Rige. Var man blevet en medløber, fordi det var det nemmeste - eller havde man gjort oprør? Sagt på en anden måde: Hvornår siger man fra over for en snigende udvikling hen imod en forfølgelse af anderledes tænkende i ens eget samfund?

- Det nazistiske magtapparat troede, at det ville være let at knække de cirka 25.000 Jehovas Vidner - eller bibelforskere som de hed dengang - gennem et forbud. Men det var en fejltagelse, siger han og fremhæver, at der findes mange beretninger fra kz-lejrfanger, som efter krigen berømmede Jehovas Vidners måde at optræde på i lejrene. Blandt andre fortæller general de Gaulles niece, Genevive de Gaulle, der selv sad i kz-lejr:

- Det, jeg især beundrede dem for, var, at de kunne få deres frihed i samme øjeblik, de skrev under på, at de afsvor deres tro. Men disse kvinder, der forekom så skrøbelige og forslidte, viste sig i sidste instans at være stærkere end SS, der havde magten og ethvert middel til deres rådighed. Jehovas Vidner havde en force, nemlig deres viljestyrke, og den kunne ingen knække.

BREV FRA MOR TIL SØN

Første gang, udstillingen Mellem Modstand og Martyrium blev sat op i Europa, var i Stockholm på Nordiska Museet. Det var i januar i år. 54 år efter Horst Schmidts plejemor blev henrettet. Horst Schmidt overværede sammen med sin kone åbningen. Blandt de udstillede afskedsbreve fandt han pludselig et, der fik ham til at stoppe op. Kort efter fik han åndenød og tårerne løb ham ned over kinderne. Hermine var ved hans side og hjalp ham til at sidde ned.

Brevet var dateret 9. juni 1944 - dagen for Emmy Zehdens henrettelse. Det var et brev fra plejemoderen til Horst Schmidt skrevet én time før henrettelsen. Først nu så han brevet.

- Det var næsten for meget. Det kunne jeg slet ikke klare, og jeg har heller ikke lyst til at tale om det nu, forklarer den 78-årige tysker. Brevet findes på den danske udstilling i en tysk kopi, og i en dansk oversættelse.

- Det er ikke, fordi det er et synderligt smukt skrevet afskedsbrev. For andre syner det måske ikke af så meget, men Horst måtte gå utroligt meget igennem, da han så brevet i Stockholm, og han er ikke færdig med at bearbejde det endnu, supplerer hans kone, hvorefter hun forklarer, hvordan hun og hendes mand har levet og lever med deres oplevelser.

- Vi er meget forskellige. Horst er aldrig kommet sig helt og ser mange ting i et dystert perspektiv. Jeg har altid været livsglad, og det er stadigvæk den måde, jeg overlever på. Men lige under overfladen ligger mareridtet. Fra det ene sekund til det andet går hendes smil i opløsning, og øjnene bliver blanke under brilleglassene. Hun kigger intenst på intervieweren og griber min arm. Jeg oplever med hende, da kun siger:

- Horst og jeg fik ikke børn straks, vi blev gift. Jeg kunne simpelt hen ikke. Hver gang jeg trak vejret gennem næsen, kunne jeg lugte brændt menneskekød. Lugten jeg havde levet med i kz-lejren, når nazisterne brændte deres ofre i de dertil indrettede ovne.

- Jeg siger dig, jeg har set så mange forfærdelige ting, et menneske ikke burde se. Jeg har stadig mit gode humør i behold, men tag ikke fejl.