En guru på arbejde

Den indiske guru Sri Sri Ravi Shankar ankom til Danmark i fysisk form i mandags og har gennem nogle dage delt ud af sin åndelige overlegenhed. Parallellen mellem en vis mr. Bond og mr. Shankar ligger dog lige for. De synes begge at elske friske, hvide lagner. Men hvor førstnævnte ynder at gøre sig på dem, foretrækker en ægte guru at svøbe sig i dem.

Og sådan klædt møder den 41-årige inder, der nemt forveksles med sin navnebroder inden for musikkens verden, den besøgende i audiens. Sri Sri Ravi Shankar har dog hverken mødt the Beatles eller kaster sig ud i musikalske fortolkninger på citar. Til gengæld var inderen med det bløde blik hovedtaler ved forsamlingen af verdens åndelige ledere, da FN fejrede sin 50-års dag i New York i 1995.

BARNDOMMENS INDIEN

Da Politiken møder guruen, har han netop taget et hvil. Det lange sorte hår og fuldskæg har dog ikke flettet sig sammen i et filtret morgen-hår. Et intensivt program i København, der strækker sig over to dage, kan være hård kost. Men for en person, der bærer titlen 'Yogaens Kronjuvel', er det åbenbart en smal sag at håndtere et stresset program.

- Jeg har altid været sådan, som jeg er nu. I barndommen kunne jeg slet ikke fatte, hvad de andre børn så i at sparke til en fodbold, erindrer Sri Ravi Shankar sig sit første årti i et sydindisk nærmiljø.

Forældrene opdagede da også ret hurtigt, at der var noget specielt ved knægten. Som fire-årig gik han og reciterede hele Baghavad Gita, der er et oldindisk religiøst digt på 700 strofer. Et dansk forældrepar ville nok studse en kende, hvis deres fremmelige pode pludselig hengav sig til lignende danske digterier. 'Det er hammer, hammer fedt, jeg kysser dig om lidt,' vil være alt rigeligt til at frembringe 'ih' og 'åh' og 'Nej, hvor du ka'!'.

- Men jeg havde en dejlig barndom. Mine forældre fortalte ikke nogen noget.

De var en lille smule bekymrede. Allerede dengang dyrkede jeg meditation, og de andre børn kunne selvfølgelig heller ikke helt forstå, hvad det var jeg lavede, fortæller guruen, der dog kommunikerede med de andre børn, men som ofte tilbragte tiden på egen hånd.

- Der kom jo hele tiden masser af folk til mig og skulle have råd og vejledning. Sådan har det altid været, så jeg har aldrig følt mig ensom.

STADIG ET BARN

- Ofte tror folk, det er meget seriøst at være spirituel. Men sådan føler jeg ikke. Jeg føler mig stadigvæk som et barn. Jeg er aldrig blevet voksen.

Når en bogtitel som 'Gud elsker sjov' bliver præsenteret, kan man måske bedre sætte sig ind i, hvordan Sri Sri Ravi Shankar forstår sig selv og den verden, vi alle sammen er en del af. Bag bogtitlen gemmer sig en samling af hans taler.

Det barnlige sind er en væsentlig del af Sri Sri Ravi Shankars personlighed. Hvis man overhovedet kan tale om en personlighed i guruens spirituelle univers. Ifølge det er der nemlig tale om ét stort fælles hele og en åndelighed, vi alle er en del af.

MØDET MED DANSKERNE

Dagen inden mødet med Politiken holdt den lille inder en stor forsamling af nysgerrige og/eller hengivne danskere i ave. Han præsterede at gøre en eventuel stormester i stilhed rangen stridig i sin åbnings-seance.

Rigshospitalets store auditorium var skuepladsen, hvor danskere og andre interesserede kunne opleve, hvad det er, der gør Sri Sri Ravi Shankar så interessant.

En sofa, draperet med pastelfarvet lærredslagen, stod ud for auditoriets tilhørerpladser. Lagnet kunne godt tænkes at være lagt over som beskyttelse - måske et udslag af forudseenhed. Måske vidste arrangørerne, at aftenens midtpunkt har for vane at stå lige så meget i sofaen, som han sidder.

Ellers var der linet op til guru-besøget bag sofaen. Lysrosa og gule rosenknopper lå spredt ud over et langt bord, der var dækket af en hvid dug. Ind imellem disse tårnede glasvaser sig op og holdt samling på buketter af roser. Farvevalget var det samme. Et aflangt fad med frugt havde tillige fundet vej til bordet. Kort sagt var opstillingen en guru værdig.

De første ti minutter tilbragte alle i andægtig stilhed, mens de mørke, indiske øjne forsøgte at komme i kontakt med så mange blågrå danske ditto som muligt. Sådan noget tager sin tid, når Rigshospitalets auditorium er fyldt med mennesker. Men ingen knirkende fodled eller nervøse hosteanfald forstyrrede den smilende inder i forehavendet.

Flere på den forreste række var på nippet til at lade tårerne trille i ophøjet forventning.

- Do you want me to say something, var derefter en bemærkning, som med sit velklingende, indiske særpræg fik en latterbølge til at gennemskylle menneskemængden.

VI VED DET JO GODT

Sri Sri Ravi Shankar begyndte nu at tale. Og egentlig kan man vel sige, at der kom mange selvfølgeligheder og banaliteter på bane, men som en tilhører ved navn Birte Beck forklarede, inden guruen var kommet:

- Vi er så vant til at gøre tingene mere indviklede end de egentlig er.

Derfor skal vi have nogen til at fortælle os, hvad vi egentlig godt ved i forvejen. Og man kan ikke andet end tro på det, når Ravi Shankar siger det. Den lille, moderne mikrofon, der var fæstnet til inderens hvide gevandter kom ind imellem i karambolage med en lang perlekæde på svingtur ind over brystkassen. Så fandt guruen som regel anledning til en ny positur i sofaen.

Der kom efterhånden skred i tovejskommunikationen. Den foregik på den måde, at enkeltstående ord som egoisme, had og kærlighed blev slynget ud fra forsamlingen, hvorefter der blev sat ord på af guruen.

KNUS TIL FARVEL

Lidt efter lidt kom der dog også spørgsmål i hele sætninger. Blandt andet var der én, der ville have at vide, hvad han skulle gøre med sit had. Han var efter eget udsagn frygtelig vred på nogle mennesker i Sverige.

- Så er det da godt, at du bor i Danmark, svarede guruen og høstede dermed

en stor forsamlings samlede latterkapicitet. Når en ægte guru skal tage afsked med sine tilhørere, sker det selvfølgelig med manér. Karameller og vindruer blev med rund og velkastende hånd fordelt i menneskemængden, hvorefter hver enkelt var velkommen til at komme ned til Sri Sri Ravi Shankar, som med knus og klem sagde farvel.

Færdigt arbejde for en guru.