Til te hos SS-officeren

Leslie Osmund Dorn hedder han. En engelsk-dansk personlighed med den her i landet sjældne betegnelse jesuitisk pater. Pater Dorn bor samt underviser på Niels Steensens Gymnasium. Det har han gjort siden 1950, da gymnasiet blev grundlagt. Men det er tiden før, årene fra 1930 til 1950, besøget hos den 83-årige Leslie O. Dorn skal handle om.

- I 1935 kom jeg til München. ‘Stadt der Bewegung’ (bevægelsens by, red.), der var nazisternes højborg på det tidspunkt. Jeg skulle læse filosofi på et katolsk kollegium i Pollach lige uden for selve byen, fortæller pater Dorn, som med en dansk far og en engelsk mor voksede op og gik i skole i London. I øvrigt den samme skole, Saint Ignatius College, hvor også mesterinstruktøren Alfred Hitchcock fik sin barnelærdom.

Leslie O. Dorn gik ud af skolen i 1932 og meldte sig straks hos den jesuitiske orden. Det er en katolsk sammenslutning, der især er blevet kendt for sine missioner blandt andet i Sydamerika. I 1935 begyndte så opholdet i München, hvor han studerede i tre år, fra september 1935 indtil han var færdig i juni 1938.

- Det var spændende som ungt menneske at komme til München, hvor der skete så meget. Vi hørte også, hvordan de bragte katolikker og især jesuitter ind til afhøring. Men jeg havde kun én personlig oplevelse med Gestapo, mens jeg var der, husker Leslie O. Dorn:

Det var da Gestapo kom og ransagede det katolske kollegium. De uniformerede tyskere studsede godt nok lidt, da de så, at den unge Leslie havde et kæmpebillede af George den Sjette hængende på sit værelse. Men der skete ikke noget. Tyskerne fandt ingenting af interesse, og kollegiet hørte aldrig fra dem siden.

I BAGKLOGSKABENS SPEJL

Alligevel var det her, Leslie O. Dorn stiftede bekendtskab med begrebet angst. I første omgang dog på et rent filosofisk plan. Blandt andet Kierkegaard inspirerede ham til at skrive speciale om emnet. Men uden for den filosofiske verden rørte der sig også nogle ting, der gjorde indtryk.

Hitler var kommet til magten i Tyskland i 1933. Og i Spanien var der

borgerkrig. De højreorientererede mod kommunisterne

- Ikke mindst som katolik blev disse emner debatteret meget sort/hvidt.

I de katolske blade blev der nærmest kørt propaganda for den højreorienterede leder Franco i Spanien. Han var nemlig katolik, fortæller pater Dorn.

Han husker, hvordan nazismen i starten fik opbakning fra en stor del af de kristne menigheder i Tyskland. Nazisterne ryddede nemlig op i den - for mange ‘pæne’ mennesker - dekadente by Berlin. Men da man senere hørte rygter om, at nazisterne var begyndt at udrydde de mentalt handicappede, kom de katolske biskopper på banen med protester. Nogle mente dog, at det ikke var nok!

- Men det er altid nemt at klandre folk med bagklogskabens spejl i hånden. Helt anderledes var det at skulle reagere som leder i den spændte situation, der var i hele Europa. Det var bestemt ikke nemt, konkluderer Pater Dorn.

HÆVNEN EFTER KRIGEN

Sammenlignet med England var Tyskland et utroligt fattigt land i årene mellem Første og Anden Verdenskrig. Det var tydeligt at mærke forskellen.

- I Tyskland ville man have kanoner i stedet for smør. Jeg husker blandt andet en dame, der stod og varmede sig ved motoren ud for en af nazisternes store biler: ‘Jeg vil jo gerne have noget ud af regeringens vinter-hjælp,’ sagde hun til os forbipasserende. Tyskland, der havde været nationen for Dichter und Denker, blev nu benævnt nationen for Richter und Henker. Oversat til dansk bliver det digtere og tænkere over for dommere og bødler.

- Stort set alle andre lande havde hævnet sig godt og grundigt på Tyskland efter Første Verdenskrig. Alt for grundigt og i alt for mange år efter min mening. Og her bagefter kan de fleste nok se, at det var en meget dårlig politik. Det blev da heller ikke praktiseret på samme måde efter Anden Verdenskrig, siger pater Dorn.

DEN PRAKTISKE JESUIT

Alt i alt havde Leslie O. Dorn nogle gode, lærerige år i 30ernes nazi-Tyskland. Han blev ikke forulempet mere end andre. Og som ungt menneske var det spændende at være et sted, der var midt i en brydningstid.

I sommeren 1938 kom han så til Sankt Knuds Skole i Stenosgade på Vesterbro i København. Her skulle han, som det er normal skik og brug hos jesuitterne, udføre noget praktisk arbejde. Man skal ikke hænge over bøgerne i for mange år i træk, er tankegangen. Derfor blev Leslie O. Dorn lærer for børn fra skolestart til datidens realskole.

- Det var selvfølgelig noget helt andet at komme til Danmark i forhold til opholdet i Tyskland. Der var ikke så meget angst. Langt de fleste i Danmark var ikke rigtig klar over, hvad det egentlig var, der foregik i Tyskland. Jeg drømte heller ikke selv om, at der kunne ske mig noget, konstaterer han og henviser til, at hans bror, der også var jesuit, tillige opholdt sig i Danmark på det tidspunkt.

- Selvfølgelig tænkte vi på at tage til Sverige, men det gik ikke alligevel. Vi havde også nogle forpligtelser her i Danmark. Og langsomt så vi, at dagligdagen fortsatte stille og roligt. Vi blev beroliget.

TO BRØDRE I FÆNGSEL

Men der gik ikke en måned, før de to Dorn-brødre, Leslie og Laurence, fortrød, at de ikke have gjort alvor af deres planer om at tage til Sverige. Den 5. maj 1940 lavede det danske politi en pasundersøgelse, hvor alle med udenlandsk pas blev taget med på stationen. Da brødrene havde engelsk statsborgerskab og derfor ikke kunne fremvise et dansk pas, måtte også de pænt følge med. Dengang vidste de ikke, at der skulle gå fem år, inden de atter kunne gå frit omkring.

- Vi troede, det var ren rutine. Men vi kom ikke hjem om natten. Derimod blev vi isolationsfænglset i Vestre Fængsel nogle dage.

Et par dybe vejrtrækninger og Leslie O. Dorn er parat til at fortsætte:

- Derefter fik vi lov til at være sammen og blev flyttet til en lille flække i Jylland - lige uden for Viborg. Det var en slags lejr med barakker. Et nydeligt sted. Vi vidste jo godt, at det danske politi var under pres, og vi blev også behandlet godt.

Men pludselig en dag blev idyllen i det midtjyske afbrudt. Alle i lejren blev læsset op i en togvogn, som derefter satte kursen sydpå. Lige på den anden side af den dansk/tyske grænse stoppede toget. Her ventede passagererne i togvognen ikke længe, før de tyske myndigheder dukkede op.

- Vi blev anholdt, fordi vi befandt os på tysk territorium i krigstid, og fordi vi ikke havde nogen papirer på os, fortæller en nøgtern mand med 83 års erfaring i bagagen, hvorefter han smiler. Derefter blev de anholdte passagerer fra togvognen kørt til Stalag 13 (en stam-lejr, red.), der lå mellem Nürnberg og München.

- Jeg tog det hele lidt afslappet, da jeg jo havde været i Tyskland før og kunne forstå, hvad tyskerne sagde.

Efter opholdet i Stalag 13 blev de to brødre anbragt i en I-Lag (interneringslejr, red.) for civilister. Den var oprettet i en gammel, smuk fæstning i Weisenburg ikke langt fra Nürnberg. Der tilbragte Leslie O. Dorn cirka halvandet år. Under Første Verdenskrig var den franske general og politiker Charles de Gaulle i øvrigt fange nøjagtig det samme sted.

- Der var lidt primitivt og overbefolket samtidig med, at der ikke var vand nok og meget uhygiejnisk. Men det var et smukt og historisk sted at opholde sig, når det endelig skulle være.

Efter halvandet år blev Leslie og Laurence flyttet til en lejr i Schlesien, Tost bei Gleiwitz, hvor der havde været mentalt handicappede tyskere, inden fangerne ankom.

- De var der ikke mere, og de var ikke flyttet til en anden lejr. Så kan man jo selv slutte sig til, hvad der er sket. I hvert fald var der plads til os, konstaterer Pater Dorn med et suk.

KÆRLIGHEDSBREVE

I lejren levede fangerne et forholdsvis frit liv og fik efterhånden etableret en tålelig dagligdag. Én gang blev Leslie O. Dorn inviteret til te hos den øverstbefalende SS-officer.

- Jeg ved ikke hvorfor. Det var den eneste gang. Men det var vel for at sondere terrænet. Mange blev inviteret til te på den måde uden noget egentligt formål.

Fangerne fik organiseret det hele ret godt. Lejrens ledelse gav dem lov til at gøre det. Nogle fik også lov til at arbejde uden for lejren i gartnerier og lignende. Under opsyn naturligvis. Blandt andre husker pater Dorn tydeligt en belgier med britisk pas. Han blev forelsket i en tysk pige uden for lejren. Der fandtes mange børn af engelsk-europæisk blanding som en udløber af Første Verdenskrig.

- Jeg skulle skrive hans kærlighedsbreve, da han ikke kunne tysk.

Selvfølgelig var jeg diskret, siger pater Dorn med et skævt smil og glimt i øjet under de ridsede briller.

STUDIER FRA OXFORD

Britisk Røde Kors arrangerede, at fangerne kunne studere, mens de var i lejren. Studierne blev skruet sammen i Oxford, hvorefter de blev sendt til Tyskland. Det var så op til den enkelte og selvdisciplinen at læse sig op til eksamen, der selvfølgelig foregik under selvjustits i fangelejren.

Fangerne kunne studere alt, hvad deres hjerter begærede. Sprog var nemt tilgængeligt, men hvis de hellere ville læse til bygningskonstruktør, var det ikke noget problem. Personligt underviste Leslie O. Dorn mere end han studerede. Filosofi, tysk og engelsk stod han for undervisningen af. Med egne ord var han en slags ‘undervisningminister’ i lejren.

- Alt i alt blev det en dagligdag, der fungerede. Vi lavede også revy og teater om aftenen. Tyskerne var jo også interesserede i, at det fungerede så gnidningsfrit som muligt. Man må endelig ikke sammenligne en I-lejr med en KZ-lejr. Hos os blev bestemmelserne i Geneve-konventionen overholdt, fastslår pater Dorn, men erindrer i samme åndedrag, at det ikke altid var lige rart.

- Nogle gange var det da ubehageligt, hvis Røde Kors-pakkerne fra Danmark og England udeblev eller var forsinkede. Så kunne vi godt gå rundt og være sultne.

RUSSERNE KOMMER

I maj 1945 begyndte russerne at trænge sig på østfra. Og da det stod klart, at tyskerne ikke kunne modstå presset i længden, overtog fangerne den tyske I-Lag i kong Georg den Sjettes navn.

- Så var vi frie til at gå rundt i omegnen. Der var mennesker fra alle mulige lande samlet i det lille lokalsamfund. Det var spændende dage. Men vi fik alligevel tyskerne til at overvåge lejren, selv om vi havde overtaget den. Kosakkerne, der var på nazisternes side, red nemlig rundt lige uden for lejren, og dem var vi slet ikke sikre på, beskriver pater Dorn situationen med hævede øjenbryn. Men så lige pludselig var det hele overstået. Først kom alle journalisterne, der troede at fangerne havde været ude for samme behandling som folk i KZ-lejrene. Det var svært for de skrivende reportere at skelne mellem I-lejre og KZ-lejre. Først efter journalisterne var ankommet, kom den ottende armé og befriede lejren officielt.

Englænderne blev transporteret ned igennem Italien til Napoli og sejlet hjem via Skotland.

- Jeg glemmer aldrig synet, der mødte os ved en militærlejr nær Venedig.

Hundredevis af forældreløse børn kravlede rundt i affaldsdynger for at finde noget at spise. Det var virkelig uhyggeligt at se og noget af det, der har prentet sig fast i hukommelsen, sukker den tidligere fange.

MED PÅ INTERNETTET

Fra Skotland gik turen sydpå til forældrenes hjem i London. Det var blæst totalt væk af et V2-misil. Forældrene havde fået udleveret en beboelsesvogn som de måtte overleve i, indtil byen var bygget op på ny. Leslie O. Dorn begyndte nu at studere teologi på det romersk-katolske kollegium i Oxford, hvorpå han tog til Spanien i 1949-50 og læste spansk. Stifteren af jesuitter-ordenen, Ignatius af Loyola, er spansk. For jesuitter er det derfor meget almindeligt at studere spansk sprog og spiritualitet, hvilket i dette tilfælde foregik i Salamanca midt i Kastilien.

Derefter kom Leslie O. Dorn til Danmark, hvor han har været bosat siden.

- Fra 1950 til 1954 var jeg med til at starte Niels Steensens Gymnasium, der først var en del af Sankt Knuds Skole i Stenosgade, men senere blev flyttet ud for sig selv her i Sankt Kjelds Gade.

- Ja, et liv spænder over mange ting og perioder. Men jeg tror ikke, at der er mange generationer, der har oplevet lige så meget, der har ændret verden så meget som netop min generation. I dag skal man jo hele tiden sætte sig ind i noget nyt, hvis man vil følge med, konkluderer den 83-årige dansk-englænder.

Han er dog ikke stået af fremtidens lokomotiv endnu. Pater Leslie O. Dorn surfer med stor entusiasme på Internettet, og hver tirsdag er han i studiet med et tre timers radioprogram, hvor alle mulige verdslige og åndelige problemstillinger bliver diskuteret med relevante personer. Leslie O. Dorn er kun 83 år, så det går nok alt sammen.