Valgte KZ-lejr

fremfor frihed

Det var et fristende tilbud Charlotte og hendes mor fik i december 1941 efter næsten ni måneder i koncentrationslejr. Et tilbud de fleste ville have haft svært ved at sige nej til. Charlottes mor skyndte sig da også at skrive under. Hun læste ikke engang indholdet. Det eneste der betød noget var at komme ud. Ud og væk. Væk fra tvangsarbejde og fangevogtere. Væk fra disciplin og ringeagt. Væk fra helvedet i Ravensbrück.

- Se hvor skønt vejret er udenfor, vil du ikke gerne ud, blev der sagt til Charlotte denne råkolde men solrige decemberdag i 1941.

Hun var 21 år. Så vel egentlig godt ud og havde fremtiden for sig, som hun selv udtrykker det en lige så råkold - men solrig - dag i København 57 år senere. Hun fortæller på tysk med lav, lys stemme. Blikket er mildt, men udstråler alligevel fasthed. Men intet ved denne lille, ældre dame røber, at hun i sin tidligste ungdom oplevede menneskets mørkeste sider på så tæt hold, at lugten af brændt menneskekød stadig træder tydeligt frem i erindringen.

Det blev sagt flere gange. Skriv under. Friheden var lige rundt om hjørnet. Men Charlotte ville først læse, hvad hun skrev under på. Da hun havde gjort det, nægtede hun at sætte sin signatur på det stykke papir de tyske myndigheder havde udarbejdet. Den unge, smukke Charlotte blev transporteret tilbage til fangelejren, mens hendes mor tog hjem til huset i Gersdorf i det nu tidligere DDR som en fri kvinde.

Kommunisten i Gersdorf

Charlottes far var kommunist. Kommunist og kroat, som havde slået sig ned i Tyskland og stiftet familie. Hitlers regime tolererede til nøds kroater. De var af den acceptable ariske herkomst og deres moderland støttede tyskernes offensiv i Europa. Kommunister var bandlyste, og myndighederne ventede derfor kun på et fejltrin fra Charlottes far.

- Jeg blev opdraget til selvstændighed, fortæller den nu 78-årige tyske dame med et smil, der afspejler de følelser hun husker fra sit barndomshjem.

Charlotte var enebarn. Nøgleordet fra dengang er ifølge hende selv harmoni. Moderen talte meget med hende, og de var nærmest at regne som veninder.

- Jeg havde en drøm om at blive danser. Sådan rigtig danser, forklarer hun, men skynder sig at tilføje i en selvfølgelig vending, at det kunne der jo slet ikke blive tale om.

Pengene rakte ikke til så ekstravagante fritidsinteresser. Tanken blev slået ud af hovedet og begravet i det stof drømme er gjort af. I stedet læste hun. Hun læste meget, og digtningens kunst blev en stor del af barn- og ungdommen. Kroppen blev stimuleret gennem svømning, og skolen blev passet uden problemer.

- Jeg var vel nærmest naiv. Jeg samlede på digte og den slags og interesserede mig egentlig ikke for, hvad der skete ude i den store verden. Jeg husker om min far, at han elskede at spille mandolin. Og da der blev annonceret en mandolinkoncert i nabolaget inviterede han min mor og jeg med til koncerten.

Til denne koncert gik det for første gang op for Charlotte at hendes far var anderledes og at folk også opfattede ham som anderledes. Inden koncerten gik i gang blev den tyske nationalmelodi spillet. Alle rejste sig op. Undtagen Charlottes far. I 30ernes og 40ernes Tyskland var det noget man lagde mærke til. Og nogle nøjedes ikke med at bide mærke i denne handling. Der blev holdt øje med, hvad kommunisten gjorde fremover.

Faderens kommunisme var ikke et diskussionsemne over middagsbordet i det lille hjem i Gersdorf. Hjemmet var ikke inficeret af politik i den forstand. Charlotte interesserede sig over hovedet ikke for noget så jordnært. Alligevel fik hun stemplet, kommunist, hos de firkantet tænkende systematikere i det tyske statsapparat. Hos dem blev faderens tanker også hendes tanker.

- Jeg begreb ikke, hvad der skete, da de kom og hentede os i april 41. Det var utopisk for mig, at det var alvorligt ment. Min naive ungdoms indstilling til tingene var for dominerende. Det kunne simpelthen ikke passe, at der kunne ske mig noget.

Det blev en brat opvågnen til den virkelige verden i begyndelsen af 40erne, da moderen og Charlotte pludselig blev skilt fra faderen. De blev transporteret til kz-lejren i Ravenbrück. Han blev kørt til ditto i Dachau.

Kz-lejren Ravensbrück

Hverdagen i den lille landsby Gersdorf med 6.000 indbyggere var skiftet ud med en ny ufrivillig én af slagsen bag hegn og pigtråd. En ny hverdag i helt andre rammer og under helt andre omstændigheder. Indespærret og med timelange appeller hver dag. Hver enkelt fange skulle tælles, så de til sidst udgjorde hele gruppen af fanger i fangevogternes afkrydsningssystem.

Den enkelte flød ved dette optrin sammen til en masse som fangevogterne kunne behandle efter behag. En masse, der ved appellen hele tiden stod ydmygelsen nær. Fangevogterne kunne holde på massen eller lade den gå. Trække nogle enkelte frem og lade dem forsvinde ind i massen på ny efter en nedværdigende omgang propaganda for egen styrke og alle andres svaghed. Ingen var sikre på, hvad der kunne eller skulle ske. Appellerne var forfærdelige. Lange og forfærdelige, husker Charlotte.

- De kunne sommetider vare flere timer. Det var en sikker og nem måde at chikanere alle fanger på én gang. Tænk at stå en kold vinterdag udenfor i sne, regn, frost og hvad der ellers kunne være.

- Der stod jeg og så op i himlen ved én af de første appeller efter vi var kommet til Ravensbrück . Det var som at kigge ud i friheden. Og jeg blev klar over, at jeg havde tabt noget. Jeg havde tabt friheden, formulerer Charlotte Tetzner sine første indtryk fra lejren.

Barn- og ungdom var et overstået kapitel. Skulle hun overleve her måtte hun skynde sig at blive voksen. Hendes mor var nervøs og bange, så Charlotte greb til en beskytterrolle.

Den store omvæltning

- Jeg husker den første tid som en lang ventetid på, at der skulle komme nogle håndgribelige tegn udefra. Noget der kunne give håb. Et brev, en besked. Hvad som helst, der kunne få dagene til at glide nemmere ned.

Fanger, der havde en lilla trekant på fangedragten, talte både med mor og datter i denne tid. Lige som de også talte med andre fanger for at forklare dem om deres bibelforskning. Jehovas Vidner var i kz-lejren på grund af deres tro lige som kommunister var der på grund af deres politiske observans.

- Jeg grinede af dem og lyttede ikke til, hvad de sagde. Men man kunne se, de var stærke. De stod sammen, fortæller Charlotte Tetzner, der var opvokset i et ateistisk hjem, hvor religion aldrig havde været på dagsordenen.

Nogle måneder gik uden, at der kom livstegn udefra. Men pludselig en dag kom der et brev fra kz-lejren i Dachau. Charlottes far havde skrevet et brev, der var nået frem. Hun husker ikke præcist, hvilken dato eller måned det var. Dage og måneder flyder ud til én stor plamage i hendes erindring, når det gælder tidsregningen under 2. Verdenskrig.

- Det var et brev fyldt med håb. Min fars optimisme skinnede igennem fra først til sidst. Han var sund og rask og havde skrevet et brev til det jugoslaviske konsulat i Berlin, så de kunne redde trådene ud. Det var selvfølgelig aldrig blevet sendt, men det gennemskuede vi jo ikke dengang, fortæller Charlotte, mens hendes vejrtrækning langsomt bliver hurtigere.

- Den samme dag får vi udleveret et telegram fra Dachau, der fortæller, at min far er død. En kort meddelelse uden dikkedarer. Det var fuldstændig ubeskriveligt. Det var forfærdeligt, og min mor brød fuldstændig sammen. Hun gik i opløsning for øjnene af mig, og jeg spillede stærk for at være der for hende. Men hver nat, når jeg var kommet i seng og stilheden sænkede sig, lå jeg og græd.

Astmaanfald kom ind i Charlottes liv. Nervøsiteten havde med andre ord sat sig fast i hende, og fysikken begyndte at skrante.

- Nu begyndte jeg at lytte til, hvad det var Jehovas Vidner sagde. Jeg grinede ikke af dem mere. Jeg åbnede mit sind og mine sanser for seriøse diskussioner med Vidnerne. Mere og mere blev jeg fanget af og fyldt med ægte tro, der ikke havde noget at gøre med sentimentalitet. Jeg fik også min mor med i diskussionerne.

"Kommunisterne" konverterer

Det var en proces fangevogterne må have lagt mærke til. "Kommunisterne" var ved at konvertere. Og de har måske tænkt, at de selv måtte smede med på personlighedsforandringen. 15. december 1941 blev deres civilie tøj udleveret, og Charlotte og hendes mor fik at vide, at de skal frigives. Herefter blev de ført hen til kommandantens bolig.

Til deres overraskelse blev de præsenteret for et dokument, de skulle skrive under på. Et dokument alle medlemmerne af Jehovas Vidner var blevet forelagt. Skriv under og bliv fri. Det var budskabet. Underskriften indebar en trosfornægtelse, samt en aftale om at reportere til staten om alle, der prædikede Vidnernes sag.

- Det var jo underligt, at blive præsenteret for dette dokument, da vi var blevet arresteret for at være kommunister.

Men hvorfor tænke på det? Hvorfor ikke bare være tilfreds med at få sin frihed tilbage?

- Det var også sådan min mor tænkte. Hun ville bare ud og hjem. Hun læste ikke engang, hvad hun skrev under på. Men min tro var blevet så stærk på dette tidspunkt, at jeg kun tænkte på at være stærk.

- Jehova gennemskuede det tyske system, hvor ingen andre gjorde og kunne derfor være så stærk i modstanden. Det var den eneste religiøse gruppe, der stod samlet som en fasttømret enhed mod nazismen. En enhed der ikke ville fornægte troen, og som ydede autoriteten modstand på viljekraft.

En viljekraft der både var til irritation og til en vis grad og vakte beundring i kommandantskabet i lejren.

- Jeg kunne spore en grad af beundring for den styrke jeg udviste. Men de forsøgte konstant at finde en flig af svaghed, så de kunne fejre den endelige triumf.

Det betød blandt andet, at Charlotte måtte træde frem for én af nazisternes absolutte topfigurer. Da Heinrich Himmler var på besøg i Ravensbrück fik hun besked på at stå ansigt til ansigt med ham. Ansigt til ansigt med den mand, der var chef for SS og i realiteten var chef for hele Tysklands politiske politi, og dermed hovedansvarlig for regimets terror i kz-lejrene.

- Jeg vidste jo, at han var en mand, der kunne finde på hvad som helst. Og som havde magten til at gøre hvad som helst. Der var ingen, som var i en position til at sætte en finger på hans gerninger.

Lejrledelsen troede sikkert, at de med dette ultimative skræmmebillede kunne sætte en afgørende offensiv ind overfor Charlottes stærke vilje.

- Jeg svarede Himmler som jeg havde svaret hver gang, jeg var blevet spurgt om jeg ikke ville have min frihed: Så længe de ikke kunne tilbyde mig noget bedre, ville jeg beholde min tro, forklarer hun og lægger til, at det var med bange anelser.

- Auschwitz med udryddelseslejren Birkenau var på det tidspunkt en kendt sag blandt fangerne i Ravensbrück, så det er da klart, at en mand, der blot ved at prikke dig på skulderen, kunne sende dig derhen, var man bange for.

Alligevel stod Charlotte fast.

- De kommunistiske kvinder i lejren i Ravensbrück ville have lynchet mig, hvis de havde fået muligheden. De var næsten værre end fangevogterne. Gennem dem indså jeg, at politik kun fører til had. Da jeg var i Ravensbrück spurgte jeg mig selv: Kan jeg stole på mennesker. Svaret blev nej. Derfor vendte jeg mig mod Gud. Og det har jeg ikke fortrudt på noget tidspunkt.

Lejren i Auschwitz

Himmler sendte ikke Charlotte af sted til lejren i Ausschwitz. Men en efterårsdag i 1942 kom turen alligevel til hende. Siden marts var der regelmæssigt blevet transporteret fanger fra Ravensbrück til Auschwitz, og nu skulle Charlotte også afsted.

- Jeg husker ikke noget specielt fra turen, men da vi nåede frem, så jeg nogle mandlige fanger, der arbejdede i vejkanten. I et meget højt tempo arbejdede de, og de der ikke kunne følge med blev slået med nogle tykke stokke. Jeg tænkte på min far og spekulerede på, om han var blevet behandlet på samme måde. Mit hjerte pumpede vildt, og jeg havde lyst til at skrige højt.

Charlotte blev i Auschwitz sat til at lave kontorarbejde. Hun blev atter kategoriseret som en politisk fange, hvilket hun selv på det tidspunkt opfattede som helt forkert. Derfor syede hun den lille, lilla trekant, der var betegnende for Jehovas Vidners fangedragter, på sin egen dragt.

- Jeg fik nogle kæmpe skideballer. Skældt hæder og ære fra af en fangevogter, der hed Hasse. Hun truede tillige med, at barak nummer 25 stod og ventede på mig i Birkenau. Jeg stod stille og roligt og lod hende overdænge mig med skældsord. Men dybt inde i mig vendte alting sig fuldstændig på hovedet, og jeg var rystet.

Barak nummer 25 var den barak, hvor fanger ventede på at få sat punktum for årelange lidelser og dermed også livet. Stationen før krematoriet.

- Men jeg beholdt min trekant, mit kontorarbejde og min ære. Jeg blev transporteret til Birkenau. Ikke til barak 25, men til kontoret. Det er ikke nødvendigt at fortælle så meget herfra. De rædsler, der foregik her er penslet ud i historien. Kun vil jeg sige, at det ikke kun var farligt at være der på grund af den systematiske udryddelse. 120 mennesker døde hver dag blandt andet på grund af tyfus. Lejren var overfyldt med mennesker samt bakterier, lopper og lus.

Charlotte blev selv indlagt med tyfus i 1943. Mirakuløst overlevede hun. Senere fik hun at vide at SS ambulancechaufføren, der var fra hendes hjemegn, havde smuglet medicinen, der reddede hendes liv, ind på hospitalet.

- Den hjælp jeg modtog var en stor undtagelse. Andre indlagte fik ikke medicin.

Nazismens fald - kommunismens indtog

Charlotte fik ikke glæde af at Auschwitz blev befriet. Den sidste tid inden nazisternes kapitulation blev fangerne transporteret rundt mellem forskellige lejre, så Den Røde Hær ikke fik fat i dem. Men en dag blev 25 af de kvindelige fanger heriblandt Charlotte sendt ud på en march med to SS-officerer. Det var en march mod friheden.

De tilbragte én enkelt nat sammen med deres vagter, inden de lod Charlotte og hendes medfanger træde ind i friheden på en landevej, der førte ind i en skov. Officererne erklærede dem som frie og forsvandt. Det var den 14. April 1945. Altså næsten to en halv måned efter befrielsen af Auschwitz.