Blodig begravelse

Temperaturen ligger et pænt stykke på den varme side af 25 grader Celsius, og kisten, som den afdøde ligger i, har fået en højt, hævet æresplads, så alle kan se den. Den sidste måned har den ellers stået i huset, hvor den afdøde har været sammen med sin familie.

25 vandbøfler står midt i menneskemængden. Stille og roligt kigger de sig omkring. Ingen af dem aner noget om, hvad der skal til at ske. Men jo mere menneskemængdens summen tager til i styrke jo mere uro forplanter sig i vandbøflernes bevægelsesmønstre.

En højtaler forkynder noget en dansker ikke kan forstå. For den sags skyld heller ikke en indoneser. Torajaerne fra Toraja land på Sulawesi i Indonesien har nemlig deres eget sprog. Og på det sprog bliver der gennem højtaleren forkyndt, hvilke af de 25 vandbøfler, der er gode nok til at blive ofret til den afdødes ære.

15 bliver fundet gode nok. De torajaere, hvis offergave er blevet vraget, trækker atter af sted med det store, stolte dyr efter sig.

Nogle af de 15, der bliver tilbage er så småt begyndt at ane, hvor det bærer hen ad. De strammer tovet til oppasseren op og virer med hovedet. Men ringen, der sidder i tovet mellem oppasseren og bøflen får dem hurtigt på andre tanker.

En stor, bred vandbøffel med et par prægtige horn bliver trukket ind mod midten af pladsen samtidig med, at to mænd indfinder sig. De har begge en lang, sabel-lignende kniv hængende i bæltet. Den ene af mændene binder vandbøflen til en pæl, som meget godt illustrerer pladsens midtpunkt. Den anden klør venligt bøflen på halsen under kæben.

Hånden glider nænsomt ned over struben, og bøflen strækker hals af velvillig velvære. Den slikker sig om munden. Sikkert for at vise den venlige mand, at den nyder godt af håndens nænsomme bevægelser. Alt imens begynder oppasserens anden hånd at fumle omkring hoftehøjde. Den fumler dog ikke ret længe.

Hurtigt kommer en glinsende klinge til syne. I næste bevægelse blinker klingen i solen over hovedhøjde, hvorefter den med al menneskelig kraft ekspederes ind under vandbøflens hoved. Her hugger den sig dybt ind i halsen på offergaven.

Vandbøflen synes først forbavset. I næste nu kaster den sig tilbage uden tanke for ringen i næsen. Jo mere bøflen hiver og slider jo mere blod pumper ud igennem den dybe åbning i dens hals. Snart synker den i knæ på forbenene og er rolig et sekund. Med en kraftanstrengelse, der koster blod, hopper den atter op på klovene og forsøger at befri sig fra tovet og pælen. Den løber en omgang, men må derefter give fortabt og falder tungt mod jorden. Hovedet ligger stille, mens øjnene fokuserer mod intetheden, hvorfra den ikke vender tilbage.

Mens den ligger sådan, bliver et bambusrør stukket ind i halshullet for at hente blod ud til det lokale køkken. Det vil gæsterne senere nyde godt af. Vandbøflen nyder ikke flere af denne jords glæder.

I de syv til ti år den har levet, er den dog blevet feteret som det bedste en Toraja-familie kan eje. Den japanske vandbøffel med motor og benzin har forlængst overtaget dens arbejde i rismarkerne, så den har oplevet en behagelig tilværelse, mens den var i live.

Begravelsesceremonien

Når nogen dør i Toraja Land, betragter familien stadig personen som værende i de levendes verden. Man tænker på vedkommende som en syg person, masaki ulunna, der direkte oversat betyder: "Den hvis hoved er sygt." Og den sygdom der har ramt den "syge", bliver omtalt som værende uhelbredelig.

Fordi personen kun betragtes som syg, beholder familien liget i huset, hvor det kan ligge i op til fem år. Hvor længe liget kommer til at ligge afhænger i høj grad af, hvor lang tid det tager for familien at spare sammen til begravelsesceremonien. Først når ceremonien starter, bliver "den syge" betragtet som død.

Fugle, hunde, grise og masser af vandbøfler bliver slagtet. Forskellige former for danse bliver opført, og hundreder eller tusinder af mennesker oplever begivenheden sammen med den afdødes familie. Enten som tilskuere eller deltagere. Gennem alle ritualerne, bliver den døde i stand til at komme til "Puya", som betyder: "Sjælenes land."

Selv om det hele for uden for stående ligner én stor fest, er det en sørgelig begivenhed for familien, der derfor bærer sorte klæder. Under begravelsesceremonien spiser de heller ikke ris, der ellers er torajaernes hovedkost.

Med andre ord er ceremonien en fest, hvor familien udtrykker deres dybe, store sorg. Den kommer især til udtryk på tredjedagen. Her samles hundreder eller tusinder af mennesker ved den afdødes families hus, hvor det er god skik at medbringe en gave. Det kan være alt fra cigaretter og sukker til en gris eller bøffel. På den måde er det ikke så svært for familien at opvarte den store menneskemængde. Det forventes dog, at den afdødes familie dukker op med en tilsvarende gave ved giverens families næste begravelse. Derfor er det vigtigt at holde styr på, hvem der kommer med hvad.

En social begivenhed

Begravelsesceremonien er en social begivenhed, som er med til at holde sammen på samfundet. Eksempelvis er der mange unge par, der møder hinanden under den lange ceremoni, fordi så mange fra nær og fjern samles.

På sidstedagen fører et stort ligtog liget op til begravelsespladsen, der er lige så speciel som ritualerne. Liget får som regel en begravelsesplads hugget ind i klipperne. I moderne tid er flere dog også begyndt at bygge huse til de afdøde i nærheden af klipperne. Det har også været brugt at hejse de døde op uden på klipperne i store træsarkofager, så dyr og ligrøvere ikke kunne nå dem. Og dødfødte børn er mange gange blevet begravet i kæmpestore træer i stedet for det langsommelige arbejde med at hugge et stort hul i klipperne.