Boligen

sejler sin egen sø

”Hvorfor sælger vi ikke huset og køber en stor båd og indretter den til vores hjem – laver det præcis som vi vil have det,” spurgte hun en dag sin mand.

Ove Nilsson var ikke længe om at gribe ideen i luften og tage den til sig, som om det var hans egen.

”Ja hvorfor gør vi egentlig ikke det,” kom svaret prompte.

De bedyrer begge to, at ideen helt og holdent kom fra Lis. Det var ikke sådan, at Ove havde gået og presset på igennem længere tid for at få hende over på sin side. Ove havde aldrig nævnt eller tænkt på den mulighed, før Lis - lige inden indgangen til det nye årtusinde - lod den helt store bombe sprænge.

Skippede villa

Ove Nilsson var på det tidspunkt udstationeret i Tyskland for sin arbejdsgiver. Ægteparret boede derfor i en lejet bolig i en lille forstad til Hamburg nær Elben. Huset på Marievej hjemme i Køge var fremlejet under udstationeringen.

”Lige inden vi tog af sted, havde vi givet huset den helt store omgang. Da huset nu havde været fremlejet i en årrække, så det forfærdeligt ud, og vi kunne se frem til den samme store omgang, inden vi kunne flytte hjem igen,” fortæller Lis Nilsson.

Derfor kom ordene om at prøve noget helt nyt ganske naturligt. Lige meget hvad stod de overfor en masse arbejde i nær fremtid. Hvorfor så ikke skyde huset af og prøve noget helt andet? De begyndte derfor at surfe internettet tyndt i jagten på egnede både, der kunne opfylde kravene til at udgøre båd og bolig i samme hug.

Vant til rig og sejl

Ove Nilsson har sejlet lige siden han var knægt. Optimist-, k-, pirat- og finnjolle stod på programmet, inden han kastede sig over H-båden, hvor det blev til flere glorværdige Sjælland Rundt-sejladser.

Senere begyndte han og Lis at udforske bølger og vind sammen. Den første sejltur de havde sammen var i en lånt J24.

”Det var egentlig en forfærdelig tur, hvor vi sejlede kryds i hård vind næsten hele dagen. Det burde have afskrækket enhver nybegynder,” siger Ove Nilsson med et efterrationaliserende blik.

Lis Nilsson går åbenbart ikke ind under kategorien – enhver nybegynder. I hvert fald kan man konstatere, at hun holdt ud.

”Jeg husker tydeligt den tur. Han kommanderede rundt med mig, og jeg var helt hudløs på knæene efter alle de vendinger,” forklarer den udholdende nybegynder.

Lidt afslidt hud på knæene vejede ikke nær så tungt i helhedsindtrykket, som følelsen af blussende kinder og den ophøjede stemning hun landede i, da de først havde nået land.

Sammen købte de en Kragejolle, hvor mange mindeværdige ture i bugterne Køge og Fakse træder frem. I 1987 investerede de så i en10 meter lang Swell tegnet af bådkonstruktøren Knud Reimer. Den skilte de sig af med i 2001, da ideen om at kombinere båd og bolig var ved at tage sin endelige form.

Surfede sig til båd

Søgningen på internettet bragte ægteparret til Holland, hvor den gamle 33 meter lange slæbebåd Oldenburg lå. Jernskroget var grønt og havde Greenpeace-regnbuen malet som vartegn i stævnen. Ikke uden grund, da skibet i årene forud hade været med til at tegne miljøorganisationen rundt omkring i verden.

”Det var det første skib, vi faldt over under søgningen på nettet. Og det var også det, vi i sidste ende slog til på,” forklarer Ove Nilsson, der havde en konsulent til at gennemgå det fuldt ud sejldygtige skib.

Konsulenten noterede, tegnede og fortalte. Alle mulige ting om fejl, mangler og muligheder fik Ove at vide.

”Jeg forstod ikke særligt meget af alt det han sagde, så inden han gik videre, stoppede jeg ham og spurgte, skal jeg købe eller ej,” husker han tilbage.

Inden Ove blev overhældt med endnu flere tekniske udtryk og termer, fik han derfor denne indskudte bemærkning at tygge på: ”Køb du bare!”

Dyrere end beregnet

800.000 kroner. Det var prisen for et temmelig langt jernskib, hvor den gamle Magdeburg-motor var nyrenoveret og bunden af skroget netop havde fået nye forstærkende plader. Og så regnede Ove hastigt videre i sit hoved. Lagde 500.000 kroner oveni, og så måtte der da være både bolig og skib til ham og konen. Nu er der ikke noget, der fejler som beregninger. Den formel holdt i hvert fald stik i Lis og Oves tilfælde. Regningen for boligaptering og klargøring til de danske søfartsmyndigheders godkendelse og registrering af skibet løb op i 2,2 millioner kroner.

Så har de også fået både skib og bolig præcis, som de ville have det i oplægget til bådebyggeren ved Gråsten i Sønderjylland. Handlen med villaen i Køge har finansieret en del, men de har ikke kunnet undgå at skulle ud på lånemarkedet for at finde en rund million danske kroner.

Hvad nu, hvis I ikke kan få de penge igen ved et salg?

”Sådan tænker vi slet ikke. Vi lever kun én gang, og det koster noget at bo, som man gerne vil. Vi har fået det lige som vi vil have det, og så må man betale den pris det koster. Ellers må man lade være med at springe ud i det,” siger de nærmest med én tunge.

De er godt klar over, at både venner, bekendte og familie har rystet overbærende på hovedet bag deres ryg. Specielt dengang de fremviste et skib med et stort tomt rum omgivet af massive jernplader smedet sammen med velvoksne bolte, var reaktionerne fra omgivelserne til at få øje på. Der var simpelthen ingen, der kunne se de muligheder, Lis og Ove kunne se i de rå omgivelser under dæk. Deres fire voksne børn var ingen undtagelse.

”Skal I nu også til at ryge hash,” var den overbærende kommentar Lis og Ove fik fra den kant.

Ud over investeringen koster det 1.000 kroner om måneden at ligge ved kaj i Åbassinet i udmundingen af Køge Å – meget tæt på Køge Torv og centrum. Et attraktivt sted, hvor der i øjeblikket er ved at blive bygget luksusboliger på den modsatte bred. Ægteparret er kommet i forkøbet med deres flydende liebhaverbolig, og de vil på ingen måde bytte med de kommende ejere på bredden.

Frihed frem for alt

De har fået en frihed, som de på ingen måde vil være foruden. Når som helst kan de kaste fortøjninger, starte den gamle seks cylinder SKL motor, og sætte kurs mod nye kyster og lade den gamle Magdeburg-models 200 hestekræfter skubbe dem af sted med en marchhastighed omkring de otte knob. Bare følelsen, at det kan lade sig gøre, er det, der tæller for de to.

”Tænk, at man som mand får lov til at bo i sit eget legetøj,” siger Lis Nilsson og kigger over på Ove.

Han nikker. Og smilet, han frembringer, tyder på, at det er en følelse, som kommer så dybt inde fra, at det vil vare mange år, inden det stivner.

Spørgsmålet er begyndt at trænge sig på. For hvordan hulen manøvrerer man et 33 meter langt jernskib, når man er vant til at holde rorpinden i joller og mindre sejlbåde, hvor fremdriften i hovedsagen foregår med vind og sejl. Er det overhovedet tilladt, det Ove Nilsson har gang i?

Yachtskipper III nok

Ja, det er lovligt. Den gamle slæbebåd holder sig lige under 100 bruttoregistertons, så han kan på fuld lovlig vis sejle den med sin Yachtskipper III-eksamen. Nu er én ting jo, hvad der er lovligt. Noget helt andet er, hvad der er praktisk muligt.

”Det drejer sig bare om at bevare roen og lade tingene tage den tid, de tager. Havnemanøvre tager lidt længere tid med sådan et stort, tungt skib, men det er i og for sig nemmere at håndtere på skruen end en lille båd,” siger Ove Nilsson.

Han husker tydeligt, da de sejlede Oldenburg til Køge efter opholdet på værftet i Sønderjylland. Jomfruturen. Beslutningen faldt på at bakke skibet ind igennem åbning i klapbroen til Åbassinnet. En manøvre han ikke havde prøvet før med sit nyindkøb. En stor forsamling af mennesker havde taget opstilling på havneområdet i Køge. Det her skulle de se!

”Jeg ramte ikke rigtigt første gang,” konstaterer Ove.

Han måtte tage en runde i havnebassinet, mens der stimlede flere tilskuere til. Anden gang lykkedes det ham at få skibets to ror og skruen til at arbejde sammen på formålstjenlig vis. Oldenburg gled lige så stille ind på sin plads i Åbassinet, og som det er set i så mange andre havne landet over, så opløses menneskemængderne ret hurtigt, når havnemanøvrerne synes at lykkes til kaptajnens tilfredshed.

To sommertogter er det blevet til med Oldenburg.

Panik på flåden

Kun én gang erindrer de, at der var problemer med havnemanøvrerne. Det var i Kerteminde, hvor strømforholdene på meget snæver plads spillede dem et puds. Da der ikke var plads til dem i havnen måtte de vende skuden og søge ud igen. Under den manøvre kom Ove til at strejfe en tømmerflåde i havnen, hvor der stod en lystfisker og prøvede lykken.

”Jeg tror, han fik sig noget af et chok, men mere skete, der heller ikke,” forklarer Ove Nilsson.

Planlægning og et opkald til havnefogeden i de havne, de ønsker at anløbe, sikrer dem som regel en behagelig og problemfri ankomst.

”Vi har fundet den mest hensigtsmæssige måde at lægge til kaj på. Ind med snuden og en fortøjning i land, så der er styr på den, og så kan Ove trække den rundt i springet,” siger Lis Nilsson, der under havnemanøvre hele tiden er i kontakt med sin mand via skibets samtaleanlæg.

I dag er omgivelsernes hovedrysten holdt inde. De 130 kvadratmeter indendørs boligareal giver ægteparret den plads, de har brug for, og de er blevet apteret og indrettet på en måde, så selv de mest skeptiske har måttet overgive sig. Oldenburg er en sejlende drømmebolig og –båd.

Rundt i bolig og båd

Soveværelset er lille, men hyggeligt med både dobbeltseng, skibsruder og koøje. Badeværelset giver den besøgende den rette maritime stemning med de brede skibsplanker, som man kan ligge og betragte fra badekarret, mens man i mere end én forstand er flydende.

Disse to rum kommer man til fra styrehuset, der er nybygget og blevet en del større i forhold til det oprindelige. Det har både givet plads til kommandobro og spisestue med et solidt, aflangt spisebord som det samlende element. Det er et rum, hvor man hele tiden har udsigt horisonten rundt.

”Inden vi tager på arbejde om morgenen sætter vi os begge to herop og spiser morgenmad. Vi tænder ikke lyset, men sidder bare og nyder Køges belysning udenfor. En bedre start på dagen kan man simpelthen ikke få,” siger Lis.

Ude bag styrehuset ligger boligens ”have” og solterrasse.

En bred trappe fra styrehus skråstreg spisestue fører én ned i det åbne køkken med opholdsstue. I køkkenregionen er gulvet lagt med brede skibsplanker, mens der er gulvtæppe i stuen. Der er lagt gulvvarme under det hele, og varmen bliver reguleret fra et centralfyr i motorrummet, der kører på olie. Derudover står der en brændeovn midt i stuen.

Koøjerne og lugerne i ruffet giver et fornuftigt dagslys under dæk, så man kan beundre det tunge møblement ud i Chesterfield-genren. Ved siden af køkkenet træder man ud i et lille rum, hvor el-paneler, vandbeholdere og opsamlingstanke befinder sig. Går man ud imod stævnen igennem stuen, passerer man en dør til bagbord, hvor hjemmets garderobe gemmer sig.

For enden af stuen er der en dør, som fører ud i en art pulterkammer, der er gennemgang til et lille gæsteværelse og/eller kontor.

Sejlklar på halv time

Lis har oparbejdet en rutine, så hun kan gøre båden sejlklar på 30 minutter. Alle løse ting bliver pakket sammen, og så er der ellers klar til afgang. Og de behøver ikke spørge naboen om at vande blomsterne, mens de er af sted. Det klarer de selv.

En dag pakker hun sammen, og så tager de af sted ned igennem Europas kanaler og floder. Det er i hvert fald én af de drømme, de begge bærer næring til, når snakken falder på fremtiden. Indtil videre er de begge dog godt tilfredse med at gå på arbejde og have en dagligdag i Køge, hvor børn og børnebørn er indenfor rimelig rækkevidde.

Man skal dog aldrig sige aldrig. Lis og Ove Nilsson har under alle omstændigheder allerede bevist, at de ikke er bange for at føre drømme ud i livet.