Home \ IT, Internet, Medier \ Portrætter \ Rejser \ Sejlads, Idræt, Sport \ Udvikling af hjemmesider \ CV

Dan's drøm

Båden er døbt Doolittle. Dan Normann Christensen er dog på ingen måde kommet sovende til sin drømmebåd. Ud fra sine egne tegninger og med hjælp fra familie og venner har han med hårdt arbejde igennem tre år realiseret drengedrømmen.
Tekst og foto af Erik Nielsen, www.eriksfreelance.dk
I slutningen af juni kom Doolittle ned i sit rette element i Kolding Lystbådehavn. Her ligger den 27 fods sejlbåd nu og er et bevis på, at stormasten i den danske sejlertradition er lavet af et stamtræ, som stadig kan udvikle nye knopskud.

GN 27 står der på fronten af ruffet. Made and designed by Grann Normann.

Sejlbåden er først og fremmest lavet til Dan Normann Christensen og hans kæreste Annette Grann. Deraf navnet G(rann)N(ormann) 27. Det er også de to, der igennem de sidste tre år har erfaret, at en drengedrøm sjældent realiseres uden blod, sved og tårer.

"Dan har stort set ikke sovet i tre år," konstaterer kæresten med et glimt i øjet, da Bådmagasinet besøger de to i Kolding i begyndelsen af juli, hvor båden lige er kommet i vandet og nu kun venter på at sejlgarderoben bliver klar.

Hun lærte Dan at kende netop som hans tankespind var ved at folde sig ud til et egentligt projekt. Hun var på det tidspunkt hans sejlerelev, da han som instruktør i Kolding Sejlklub skulle føre et hold nybegyndere frem mod duelighedsbeviset. Dans drøm fik ikke Annette til at stikke halen mellem benene – tværtimod bakkede hun 100 procent op om den.


Båden bygget i fritiden

Dan Normann Christensen er skibsingeniør af uddannelse og har blandt andet arbejdet hos Danyard i Aalborg. Rent professionelt arbejder han dog ikke i bådbranchen mere, men ernærer sig i stedet som virksomhedskonsulent.

Projektet med at konstruere sin egen båd på tegnebrættet og bygge den helt fra bunden er derfor foregået i aftentimerne samt i weekender og ferier.

"Man skal brænde for det 100 procent. Jeg vidste jo nogenlunde, hvad jeg gik ind til, men det overraskede mig alligevel, hvor omfattende det er, når man skal lave alting med sine egne hænder," siger den 46-årige skibsingeniør, der klart erkender, at uden hjælp og opbakning var det aldrig nogensinde gået godt.

De to nøgleord i processen har været opbakning og jernvilje.

"Der skal noget til for, at man en vinteraften i otte graders frost vælger at tage fra arbejde ud til en kold hal i stedet for at tage hjem og hygge sig i sin varme stue sammen med kæresten," forklarer nordjyden, der har slået sig ned i Kolding.

Man kan måske spare en lille smule ved at bygge sin egen båd. Det går dog aldrig godt, hvis det er drivkraften, lyder den nyudsprungne bådebyggers vurdering.


To ror til 27 fod

De sparede penge er i Dan Normann Christensens tilfælde gået op i spændende og utraditionelle løsninger i udformningen af båden. Den otte en halv meter lange og to trekvart meter brede sejlbåd er blandt andet blevet skabt med dobbelt ror.

"Sådan en konstruktion fordyrer jo det hele, og derfor ser man det heller ikke på andre sejlbåde i denne størrelse. Det er dog min vurdering, at båden vil komme til at sejle langt bedre på denne måde," siger skibsingeniøren, der i det hele taget har været drevet af spændende og utraditionelle løsninger i byggeprocessen.

Det er netop det, der har været en del af udfordringen.

En dybgang på 1,83 meter er forholdsvis meget for en 27 fods sejlbåd. Den dybe torpedokøl skal dog hjælpe med at give båden stabilitet, når der skal kompenseres for det 46 kvadratmeter store sejlareal.

Storsejlet er syet med en kæmpe kappe, som man normalt kun ser på flerskrogede både, og det folder sig ud på 29 kvadratmeter, mens fokken giver 17. Ud over det er der syet en spiler på 63 kvadratmeter.

Det er dog ikke sket på symaskinen derhjemme hos Annette og Dan. Sejlene er blevet leveret af MP-sejl i Århus, og de blev faktisk leveret samme dag som Bådmagasinet var på besøg i Kolding. I den sammenhæng kan det også nævnes, at det er Hammarcher og Hansen fra Kolding, der har leveret riggen ud fra retningslinierne i Dans tegninger.

I bund og grund drejer projektet sig om selvrealisering, hvor en del af de ting Dan Normann Christensen har lært som sejler og sejlinstruktør skal prøves af.

Formgivningen og designet har været en stor udfordring for ham selvom han har tegnet lidt lystbåde tidligere.

”Det manuelle arbejde i processen vidste jeg ikke særligt meget om,” forklarer han

En anderledes båd

Han har flest personlige erfaringer med sejlads i X-99 og Folkebåd

"Jeg har helt bevidst lavet mange ting anderledes for at prøve tingene af. Derfor glæder vi os også til at komme ud at sejle på sommertogt, da nogle ting jo er vanskelige at spå om før de er afprøvet under de rigtige vejr- og vindforhold," siger han og betegner selv det hele som et kæmpestort forsøg.

En realiseret drøm er heller ikke det samme som, at nye af slagsen ikke kan presse sig på i Dan Normann Christensens hoved. Hvis han vurderer, at de realiserede ideer om den perfekt sejlende båd er ført ud i livet med hans projekt, så vil han gå skridtet videre og forsøge at sætte båden i produktion.

Det er sejlegenskaberne som han går efter lige nu og her. Derfor er båden endnu ikke apteret. Seks køjer på hver to meters længde, toilet og pantry bliver dog en realitet i den nærmeste fremtid.

"Efter tre år var det vigtigt for os at få båden i vandet nu, så vi kunne se og mærke den i dens rette element. Det giver noget ny energi til at fortsætte med apteringen til vinter," forklarer Dan Christensen, der trods de nødtørftige forhold under dæk vil holde ferie i båden.

Den tur skal give et praj om, hvilke styrker og svagheder den nye danske konstruktion har.

"Jeg har gået med det her i maven i mange år, og hvis sejlegenskaberne er i top, så er den her GN 27 en prototype, der kan blive til et nyt dansk mærke," siger Dan Normann Christensen.

Et par gange undervejs har han været på nippet til at give op.

”Så har min kæreste været god til at støtte mig og tage over. Nu bliver det helt fantastisk at komme ud at sejle i båden, og jeg glæder mig meget,” konkluderer han.


Copyright Erik Nielsen 2003

Artiklen har været bragt i Bådmagasinet december 2003
Sommertogt med ny båd blev en succes

Dan Normann Christensen og hans kæreste Annette Grann er netop kommet hjem fra en tre ugers sejlerferie i den nye GN27, da Bådmagasinet gerne vil høre lidt om erfaringerne med sejlegenskaberne i den nytænkte noget anderledes bådkonstruktion.

”Det er gået langt bedre end forventet. Faktisk kan jeg konkludere, at jeg nok har været lidt for forsigtig med hensyn til sejlarealet. Den ligger så stabilt i vandet og de to ror gør en væsentlig forskel i kontrollen over båden,” siger Dan Normann Christensen.

Han har kunnet konstatere, at hans GN27 ikke har tendens til at skære op med spileren sat, og den skøjter på ingen måde sidelæns i vandet.

”Balancen i båden er utrolig god og med en 15 procents krængning skærer båden stadigvæk helt stabilt igennem vandet. Først derefter begynder man at mærke, at den bliver luvgerrig,” forklarer sejleren fra Kolding.

Båden sejler ifølge konstruktøren selv rigtigt stærkt, og der er kommet rigtigt mange interesserede hen for at ville se den nye båd, når de har ligget i havn. Dan Normann Christensen har derfor måttet svare på mange spørgsmål i sin ferie, der samtidig var GN27erens jomfrutur.

De to ror samler end del mere tang på en sommertur end en båd med kun et ror. Det er dog en ulempe, der er til at overskue, mener konstruktøren. Og så er der sejlene, der godt kunne være designet lidt anderledes for at give båden et sidste kraftpotentiale.

”Jeg har besluttet mig for at få sejlet redesignet en smule, så sejlmageren får lidt ekstra at se til i den sammenhæng,” konstaterer en maget glad Dan Normann Christensen, der har fået så meget blod på tanden, at det sikkert ikke bliver det sidste, vi hører til hans bådkonstruktion i fremtiden