Home \ IT, Internet, Medier \ Portrætter \ Rejser \ Sejlads, Idræt, Sport \ Udvikling af hjemmesider \ CV

Farlige fynske
farvande

Fyrre dagbøder på hver 400 kroner. Det blev prisen for uagtsomt at slå et andet menneske ihjel med en speedbåd.
Tekst og foto af Erik Nielsen, www.eriksfreelance.dk
Problemerne med de hurtige både i de fynske farvande vokser, og derfor reagerer 11 fynske kystkommuner nu med at presse på for at få indført synlig nummerering af de hurtige fartøjer.

Dommen ved dødsulykken i Svendborg Havn, hvor en 32-årig svendborgenser dræbte den 35-årige Michael Poulsen, fandt sin afgørelse i slutningen af november 2003. To et halvt år efter ulykken skete, blev speedbådsføreren idømt 40 dagbøder á 400 kroner for uagtsomt manddrab.

Til gengæld valgte domsmandsretten i Svendborg at frifinde den 32-årige for at være flygtet fra gerningsstedet uden at hjælpe mennesker i livsfare. Anklagemyndigheden kunne ikke løfte bevisbyrden, og man lagde derfor mandens forklaring til grund.

Den unge fører af en lånt speedbåd mente, at han havde undveget en jolle i tusmørket den 29. juni 2001, og at han først derefter hørte et bump, som han troede kom fra en planke eller flaske. Han forlod derfor havnen sammen med sin kæreste. De sejlede ud til Christiansminde, hvor unge mennesker nød hinandens selskab med en del våde varer indenfor rækkevidde.


15 knob i havnen

Den maksimale fart i Svendborg Havn er fire knob. Det skønnes, at speedbådføreren har sejlet med mindst 15 knobs fart, da han ramte den lille jolle, hvor den nu afdøde Michael Poulsen og en 40-årig kammerat sad.

Retten betegnede den 32-åriges sejlads som uforsvarlig – blandt andet også på baggrund af, at han ikke holdt til styrbord, da han sejlede ud igennem havneløbet i halvmørket. Domsmændene skønnede dog ikke ud fra det oplyste, at manden havde været beruset. Han fik derfor lov til at beholde sit sønæringsbevis til handels- og fiskeflåden.

Den 32-årige modtog dommen ligesom anklagemyndigheden valgte at frafalde anke.

Det var ikke den eneste dom i sagen, der faldt den dag. De to joller, som var på vej ind i havnen, da den 32-årige var på vej ud, førte ikke reglementeret lys. Den torpederede jolle havde overhovedet ingen lys tændt, mens ledsagerjollen ind imellem lyste op med sin lighter. Førerne af de to joller, der var på vej hjem fra en grill- og fisketur blev derfor idømt hver en bøde på 1.500 kroner.

Jolleførerne modtog dommen. Den 32-årige skal desuden betale 20.000 kroner for sagens omkostninger, mens begge jolleførere må ryste op med 4.000 kroner i den sammenhæng.

Et erstatningskrav på 100.000 kroner fra Michael Poulsens efterladte behandles først ved et senere retsmøde.


Ønsker register

Den ulykkelige sag er kun en ud af mange episoder med hurtigtgående både, som foregår i de populære fynske farvande. Det mener repræsentanter fra de 11 kystkommuner. De fleste sager bliver dog aldrig til noget, fordi bådene ikke kan genkendes efter en eventuel anmeldelse. Derfor har de 11 kommuner i fællesskab sat sig for at overbevise den ansvarlige minister, erhvervsminister Bendt Bendtsen (K), om, at der bør indføres registrering med synlig nummerering af de hurtige motorbåde.

”Der er igennem de seneste 10 år sket en stor tilgang af de hurtige både. Det er noget vi efterhånden kan mærke som et stigende problem,” siger havnemester i Svendborg Kurt Hansen.

Han peger både på en tilgang af de større halvplanende lystfartøjer og de små hurtige fartøjer, der kan være på en trailer.

”De kommer jo kørende med deres trailere fra hele Fyn og nogle gange helt fra Jylland for at sejle i Svendborg Sund med deres små hurtige både. I selve havnen har vi problemer med, at de lægger dem i bassinet uden vi ved, hvem der ejer dem. Her ville en registrering også kunne hjælpe,” forklarer havnemesteren.

Politiet mener også, at det ville lette deres arbejde, hvis man lavede et register for både.


Stikprøve-kontroller

Politiet i Svendborg har ifølge vicepolitiinspektør Torben Schultz ikke de store muligheder for at sætte efter lovovertrædere på vandet. For nogle år tilbage solgte Svendborg Kommune en hurtigtgående båd, som politiet dengang kunne benytte sig af.

"Vi kan lave stikprøvekontroller, ligesom vi gør på de danske landeveje. Vi kan ikke sætte efter nogen på vandet, da vi ikke har nogen båd," siger han.

Ind imellem samarbejder Politiet i Svendborg med fiskeriinspektionen i Fredericia for at lave stikprøvekontroller af trafikken til søs. Men det ville lette politiets arbejde betydeligt, hvis de danske både blev registreret.

”Jeg tror, at et registreringsnummer på de hurtige både vil have en præventiv effekt, og det vil også gøre det nemmere for folk, der er blevet generet af en båd at anmelde det til politiet, hvis de når at læse nummeret,” har Politimesteren i Nyborg, Henrik Andersen, udtalt til DR Fyn i forbindelse med de fynske kommunernes forslag om registrering af bådene.


Imod registrering

Derimod er man ikke meget for en registrering af danske både hos Søfartsstyrelsen.

”Det er ikke første gang, den er oppe at vende. Men meldingen fra Folketinget og justitsministeriet har hidtil været, at det er alt for dyrt i forhold til de resultater, man vil kunne opnå. Det tror jeg fortsat er den gængse holdning,” siger Kurt Skytte fra Styrelsen.

Han tror heller ikke selv på ideen. Han mener, at man har bevæget sig ind på den rigtige vej med speedbådskørekortet, der blev obligatorisk for et par år siden.

”Det er bedre at holdningsbearbejde ad den vej i stedet for at lave et stort og dyrt system, der ifølge min vurdering vil vise sig ikke at have nogen synderlig effekt. Der vil være et enormt arbejde forbundet med at registrere alle danske både,” siger han.

Over 20.000 danskere har taget et speedbådskørekort siden det blev lovpligtigt. 2003 har været det helt store år, hvad det angår. Det overgår langt 2002.

Problemerne i farvandene omkring Fyn bliver dog ikke kun skabt af de hurtigtgående både. Det sydfynske øhav er så populært, at antallet af sejlere i sommermånederne i sig selv kan skabe farlige situationer. Især i de snævre løb, som også bliver benyttet af tung erhvervstrafik.

”Vi skal alle sammen være her. Men den stigende lystsejlads giver indimellem nogle farlige situationer. Forrige år havde vi to kollisioner med lystbåde,” siger Poul Madsen, der er chefkaptajn på Ærøfærgerne.

Han understreger dog, at langt hovedparten af lystsejlerne sejler efter situationen og håndterer deres både fornuftigt.


Cirkler omkring færge

”Jeg har oplevet flere gange, at speedbåde ligger og sejler rundt om os og altså lige ind foran stævnen på færgen. 99 pct. sejler fornuftigt, mens nogle få sejler med hovedet under armen,” forklarer Poul Madsen, der i sin fritid også sejler for fornøjelsens skyld.

Chefkaptajnen tror på, at en større politiindsats på vandet ville hjælpe. En kopi af den tyske model med et ”Wasserschutz Polizei” ville efter Poul Madsens mening sende det rigtige signal om en indsats til søs.

Flere politiindsatser eller ej, så handler det om at udvise godt sømandskab.

”Manglende omtanke er jo umulig at gøre noget ved lige meget, hvor mange prøver eller indsatser vi laver. Men det er helt sikkert, at vi i dag har bedre uddannede sejlere, end da der ikke var noget krav om et speedbådskørekort,” slår Kurt Skytte fra Søfartsstyrelsen fast.

Artiklen har været offentliggjort i Bådmagasinet februar 2004

FAKTA OM SPEEDBÅDSKØREKORT:

Personer, som har bestået duelighedsprøve i sejlads for fritidssejlere, opfylder kravene, og skal derfor ikke tage prøven.

Bekendtgørelsen omfatter planende fritidsfartøjer. Ved planende fartøjer forstås et fartøj med V-formet bund, et bredt fladt agterskib uden egentlig køl eller fartøjer, der er bygget på en sådan måde, at skroget ved en vis hastighed løftes delvist ud af vandet.

Føreren af en planende båd skal være fyldt 16 år og have bestået prøven for speedbådssejlads. De fleste steder, hvor man tilbyder undervisning til duelighedsbevis, tilbyder også undervisning til at kunne gå op til prøven for speedbådssejlads.

Prøven kan aflægges hos en af de cirka 300 bemyndigede personer rundt om i landet.

Se mere på internettet på på siden Fuld Skrue Frem.

Yderligere oplysninger om speedbådskørekort kan fås hos Søfartsstyrelsen på tlf. 39 17 44 00.