Handling bag havnemiljøet

Men tag ikke fejl – sejlermiljøet i Københavns Sydhavn eksisterer i bedste velgående. Det kan lærere og elever på Strandparkskolen - en skole for psykisk og fysisk handicappede børn - skrive under på. Og det vil følgende beretning også vise.

På den højre side af Bådehavnsgades lange, brede kørebane ligger en stor skrothandel for gammelt jern, Citroen Danmarks hovedkontor samt lagerbygninger bygget på en gammel lodseplads fra industrialiseringens København.

Kommer man lidt længere ud - lige før Bådehavnsgade drejer over i Sejlklubvej - må man køre slalom ud og ind imellem gamle biler. De hører enten til hos ophuggeren på venstre side af vejen eller hos et utal af små mekanikerværksteder på højre side.

På Sejlklubvej er det ikke gamle biler, men gamle både, der breder sig i den besøgendes blikfelt. Som navnet på vejen antyder, har mange små sejlforeninger til huse her. De byder på næsten lige så mange både på land som i vandet.

En del af de både, blikket møder i stativerne på land, ser ud til at kræve noget mere end en forårsklargøring for at kunne erklæres sødygtige.

Så langt så godt - og man kan spørge sig selv, hvad har så en specialskole for psykisk og fysisk handicappede børn at gøre med en sejlklub i Københavns Sydhavn? Umiddelbart ikke så meget!

Én forårsdag om året har dog i løbet af seks år udviklet sig til et arrangement, hvor skole og sejlklub har alt tilfælles.

En dag med oplevelser, der tales om i begge lejre. Talen går i flere uger før og efter arrangementet, og for den udenforstående er det svært at blive klog på, hvem der egentlig får mest ud af dagen – skole eller sejlklub.

En ting er sikkert, når man har oplevet turen. Alle har haft en uovertruffen oplevelse, og man opdager, at sejlermiljøet i Københavns Sydhavn er mere handling, end det er ydre rammer og tomme ord.

Skippermøde

Klokken er otte morgen. Det er onsdag og kalenderen viser den 14. maj. Lærer Frank Melbrandt fra Strandparkskolen sidder ved et bord i Sejlforeningen Mellemfortets klubhus sammen med klubbens Jørgen Skibby Jensen – eller slet og ret ”Skibby”.

Skippermødet, inden den resterende del af Strandparkskolens lærere og elever møder op, er i gang. De to står bag arrangementet sammen med Mellemfortets Michael Degholm. Nu skal de forskellige skippere på bådene fra Mellemfortet og de andre sejlforeninger i Københavns Sydhavn have alle de praktiske ting på plads, inden børnene fra de forskellige klassetrin fra et til ti fordeles.

”Der er sikkert kun én kørestolsbruger i den klasse,” kommer det fra Frank Melbrandt henvendt til ’Skibby’.

”Kan du tage fire?,” spørger ’Skibby’ én af de mange fremmødte skippere.

”Det er ikke noget problem, men jeg kan sgu’ ikke ha’ kørestole ombord. Det er jo kun en lille sejlbåd, jeg har,” lyder svaret.

”Men du kan godt ha’ antallet?”

”Jo!”

”Godt så får du dem her,” konkluderer Skibby’ og peger ned i sine papirer, mens han kigger over på Frank, der nikker bekræftende.

En klasse mere er fordelt.

Problemer på skippeside

Et mindre problem er opstået, da en del af de over 30 skippere, der har givet mundtligt tilsagn om at møde op med båd på dagen, er udeblevet. Nogle har endnu ikke fået bådene gjort klar til at komme i vandet, mens andre måske har ’glemt’ aftalen.

”Vi er tidligere ude i år, end vi plejer. Det skal vi nok tænke på til næste år,” siger lærer Frank Melbrandt, der har været med til at arrangere turen siden starten i 1997.

En af hans tidligere kolleger havde tilknytning til Mellemfortet. Derfor kom det på tale, at deres fælles klasse på Strandparkskolen skulle tage en sejltur med et par både fra klubben.

Dagen blev en succes. Skumsprøjt og fiskestænger kilede sig ind på nethinden og i hukommelsen hos både hos børn og voksne. Ingen var i tvivl om, at også næste år skulle klassen af sted.

I løbet af de seks år, som er gået siden da, har det dog udviklet sig til, at Strandparkskolen bliver totalt affolket denne ene forsommerdag i maj.

Med Mellemfortet som primusmotor er der linet op til en dag, hvor børnene med psykiske og fysiske handicaps får lov til at opleve nærmiljøet og dets mennesker.

Strandparkskolen i København SV møder op alle som én. Børn, lærere, pædagogmedhjælpere, talepædagog, fysio- og ergoterapeuter, skolesekretær, kontorassistent, rengøringspersonale, to pedeller samt skoleinspektøren.

Ingen ønsker at gå glip af denne dag, og alle har glædet sig til at komme af sted. Skolen på Pumpehusvej må sejle sin egen sø.

Vindstød og hårdtslående hagl

Sorte skyer trækker forbi vinduerne udenfor klubhuset og pludselig åbner himlen sine sluser. Først med heftig regn siden med hårdtslående hagl. Klokken er ved at være ni, og karavanen fra Strandparkskolen er i gang med at bevæge sig de få kilometer fra Pumpehusvej ti ned til Sejlklubvej otte.

Årets skipperbillede bliver taget i vindstød, der får kraverne til at finde vej op under ørerne. Man kan både se og høre, at de mange brovtende ord om bedagede bedrifter på søen er gemt lidt af vejen i skuttende attituder.

Nu kommer det frem, at der er ubenyttede både, mens andre både er bemandet med flere skippere.

”Hvis du bare skal med en anden båd, så kan du sgu’ da lige så godt være skipper på din egen båd,” lyder det bebrejdende fra en kvinde i mængden.

Pludselig løser problemet med for få både næsten sig selv. Skippere finder tilbage til egne både og andre skippere bliver fundet til både, der alligevel står ubenyttede hen.

Alle er blevet fordelt på listerne med 30 skibe og kuttere, inden de hurtigste i karavanen fra skolen dukker op på Sejlklubvej. Regnen øser stadig. Klokken nærmer sig halv ti. Pludselig med et bliver skyerne visket væk fra himlen af solens stråler - og i samme bevægelse maler de himlen blå.

Forvirring i geledderne

Nu begynder det store rykind på Sejlklubvej. I takt med at forventningsfulde børn og voksne indfinder sig spreder forvirringen sig blandt sejlklubbens organisatorer.

”Hvor fanden er Frank,” lyder det bramfrit fra ’Skibby’, efter at han lige har sagt hjerteligt goddag til en af eleverne, der kom hen imod ham med åbne arme.

”Han står ude i indkørslen og tager imod klasserne, efterhånden som de kommer,” svarer én af de lærere, der er netop er ankommet.

”Hvad fanden laver han der, når han skal være her og hjælpe med listerne,” syder Skibby og drejer om på hælen for at finde Frank

Langsomt men sikkert finder skolefolk og skippere hinanden, og i sidste ende opdager de færreste, at der havde været lidt vanskeligheder med få det hele til at gå op i en højere enhed lige op til deadline.

De første både bliver fyldt op og lægger fra. Det går nu slag i slag. Kun små praktiske problemer som at overvinde sig selv til at tage det sidste skridt fra bådebro til skibsstævn opstår, inden alle har lagt fra land.

Redningsaktion

VHF-radioen er tændt på kanal 77. Meldingen lyder nu, at der er motorproblemer for en enkelt båd i havn.

På vej ud fra Kalveboderne møder de forreste af de mange lokale sejlere, der har bådene fyldt op med børn, et lille sejlskib uden mast og sejl – til gengæld har skibet defekt motor. En dårlig kombination, når man først er stået til søs, kan man tørt konstatere.

En redningsaktion bliver sat i værk i form af et stykke tovværk mellem den nødstedte og én af motorbådene fra skoleflotillen.

Faktisk er det motorbåden ’Flodpiraten’ med selveste skoleinspektøren ombord, der tager affære og får sejlskibet med to piger ombord bugseret i sikker havn. Om der var nogle skumle bagtanker med aktionen på åbent hav, kunne navnet på båden måske antyde.

Lad det alligevel være usagt i denne sammenhæng.

Tre timer efter den første båd lagde fra land har den sidste skipper lagt til og læsset skolebørn og -personale af ud for Mellemfortets klubhus på ny.

Røde pølser og hornfisk

Undervejs har børnene nydt en frugtpose og en sodavand, sat en nyerhvervet reklamekasket på sned og flere har haft gang i fiskestængerne. Maj måned er altid god for en hornfisk i Køge Bugt, og det nød et par af børnene godt af. Stolt kunne fangsten nu blive vist frem på land.

Sejlklubben slutter af med at være vært ved en frokost for alle.

Røde pølser med brød og sodavand til børnene samt smørebrød med øl og vand til de voksne. Maden bliver fordøjet sammen med dagens indtryk fra søen, inden børnene skal på fritidshjem eller hjem til mor og far.

Dagen har været en succes lige som den har været det fra starten i 1997.

”Det stopper ikke her. Det er og skal være en fast tilbagevendende tradition,” slår Sejlforeningen Mellemfortets Michael Degholm fast.