”At lave opmålinger på havet er slet ikke det samme som på land. Bådens bevægelser giver udsving, der skal tages højde for. Det er også derfor, at vi ikke kan sejle ud og måle op, når det blæser for meget,” forklarer orlogskaptajn og uddannet søopmåler, Claus Agerskov.

Bådmagasinet møder ham og hans besætning på den specialbyggede SKA 15, da den ligger sammen med søsterskibet SKA 16 i Nyborg for at lave opmålinger i Storebælt. Juni måned bød på mange blæsevejrsdage - og dermed også mange overliggerdage - for de to opmålingsskibe med det avancerede måleudstyr ombord.

Nøjagtigt målegrej

De har blandt andet computerudstyr ombord, der automatisk laver beregninger, som korrigerer for bådens bevægelser med en nøjagtighed på ned til 0,02 grader (fem cm). Computeren er tilsluttet en gyro samt accelerometre, der er fintfølende instrumenter, som kan måle ændringer i bevægelser og hastighed. Både fra side til side samt op og ned. Blæser det over otte sekundmeter kan selv det korrigerede dog blive for unøjagtigt.

Denne dag i begyndelsen af juli viser sig fra sin pæne side med mest sol, enkelte byger og vigtigst af alt – ikke så meget vind. Fortøjningerne bliver kastet, og SKA 15 samt SKA 16 sætter kurs mod Østbroen i Storebælt.

”Vi når det, vi kan nå. Vi går ikke på kompromis med opmålingerne, og de data vi sender videre,” lyder det fra kaptajnen på SKA 15.

Claus Agerskov har over 15 års erfaring med søopmålinger i Farvandsvæsnets regi. Selve skibet tilhører dog Søværnet, og der er - ud over en maskinmester og en måletekniker - to værnepligtige ombord. Med det nye forsvarsforlig in mente forsvinder de værnepligtige dog snart, og hvad eller hvem, der kommer i stedet for, er endnu for tidligt at gisne om.

Et er dog sikkert. Der kommer snart nye skibe til erstatning af de seks SKA-både. De er bestilt, og den første bliver leveret fra værftet i Skagen næste år. De gamle SKA-både har 20 år på bagen og er efterhånden blevet for små til alt det dyre udstyr, der skal proppes i dem.

Indtil da sejler SKA 15 dog pligtopfyldende videre, og denne dag i juli er den nået ud til opmålingsområdet. Inden man begynder med selv målearbejdet, undersøges en vandsøjle på en given position for tryk og ledningsevne samt temperatur og saltindhold. Nu kan den egentlige opmåling begynde.

Fisk ombord

En gul, missillignende tingest bliver sænket i vandet fra agterstavnen. Fisken, som den bliver kaldt i daglig tale, er egentlig et såkaldt Side Scan Sonar, der bliver firet ned mod bunden. Til forskel fra et almindeligt ekkolod, der sender én impuls af gangen, udsender ”Fisken” 108 impulser og er dermed i stand til at afdække et langt større område. Sonaren dækker indtil 120 grader i tværskibs retning.

Måleteknikeren sidder derefter og følger med på en skærm midtskibs, og det er ikke mange fysiske spor, der kan gemme sig for det trænede øje. Byggematerialer fra perioden, hvor Storebæltsforbindelsen blev anlagt, ligger strøet ud i rigelige mængder på disse kanter.

Dataene bliver samlet og sammen med det avancerede DGPS (Differentiel GPS), der får signaler fra stationært opstillet udstyr på land i stedet for fra de mere ”flyvske” satellitter, bliver billederne fra havbunden positionsbestemt med en nøjagtighed helt ned til to centimeter.

I Danmark findes der som regel høje punkter som fyr og pyloner, hvor man rimeligt enkelt kan sætte DGPS-udstyret op. Disse punkter er ofte geodætiske punkter – det vil sige, at deres position allerede er præcist bestemt. På sådanne civiliserede steder kan man umiddelbart opstille sit udstyr, og der er oven i købet adgang til elektricitet.

Problemer i Grønland

To af de orange, danske SKA-både opererer kontinuerligt ved de grønlandske kyster i sommerhalvåret. Og i Grønland er det meget mere problematisk.

”For det første er de geodætiske punkter ofte dækket af sne i Grønland, hvilket tit gør det vanskeligt at finde dem. For det andet, når vi endelig har fundet punkterne, må vi bære alt udstyret op på fjeldtoppene. Det tager mindst et par dage. Vi skal nemlig foruden udstyret også bære strømforsyning op,” forklarer Claus Agerskov – og ser helt svedt ud ved tanken.

Til strømforsyning for DGPS-udstyr i Grønland anvender man solpaneler og vindmøller. Fra Grønland tilbage til Storebælt, hvor dataene er begyndt at vælte ind i computerne ombord på SKA 15.

En forudbestemt parallel bane bliver fulgt, men man kan dog være nødt til at afvige, hvis der eksempelvis er sat fiskegarn eller der ligger en båd i vejen. Det kan være fiskefartøjer, men temmelig ofte er det et fritidsfartøj, som ligger i vejen.

Forbandede fritidsfartøjer

Lidt senere bliver vi nødt til at stoppe op. En lille træbåd ligger i vejen, og dens fører sidder og fisker med snøren i vandet. Han tænker vel sagtens, at det orange badekar bare kan sejle udenom. Det kan SKA 15 også. Men det gør bare, at opmålingen nu må stoppe og begynde forfra.

”Det er et problem, at førere af fritidsfartøjer ikke har pligt til at uddanne sig i søvejsreglerne. Vi har sat dagsignalet, at vi har slæb ude, men jeg tror, det er de færreste der ved, hvad det betyder,” siger orlogskaptajnen.

Måden, han siger det på, tyder på, at han for længst har opgivet at opdrage alverdens fritidssejlere. Han sejler hellere udenom i stedet for at komme for tæt på og eventuelt få ødelagt noget af opmålingsfartøjets udstyr. På den igen. Sådan er det.

”De sorte huller” i opmålingen bliver automatisk registreret i et grafisk detaljeret computerprogram, så man hele tiden er klar over, hvor man har været, og hvad man endnu mangler.

Opmålingen fortsætter i lange parallelle baner med den avancerede autopilot slået til. Hastigheden er omkring seks knob, og vi holder os på ”sporet” med udsving, der begrænser sig til højst 30 centimeter til hver side.

Koncentrationen er høj og dataene bliver i grove detaljer overvåget på stedet. Når de kommer i havn om aftenen, så bruger skipper dog også en to til tre timer på at gennemgå og kontrollere dagens høst. Ser noget mystisk eller forkert ud, så må de lige ud og kontrollere området en ekstra gang næste dag.

Det sker eksempelvis jævnligt, at der dukker ”nye” gamle vrag op. Et vrag bliver ifølge Claus Agerskov ret hurtigt tilsandet, fordi strømhvirvler som regel ”graver en grav” bag det sunkne skib. På et tidspunkt er graven så dyb, at vraget glider ned i den, og så dækkes det ret hurtigt med sand. Ændrede strømforhold eller andre ydre omstændigheder kan dog få det gamle vrag op af graven på ny efter 100 år eller mere.

”Så vurderer vi om det er til fare for søfarten eller ej. Hvis det er, kommer det straks ud som en efterretning til søfarende. Hvis ikke det er, vurderer vi, om det eventuelt er danefæ, vi har med at gøre. Hvis det er, holder vi kortene tæt til kroppen et stykke tid,” fortæller orlogskaptajnen og søopmåleren.

Fra opmåling til katastrofer

Nogle gange bliver dagligdagens trummerum i opmålernes verden brudt. SKA-bådene kommer under SOK’s direkte kommando, hvis der er brug for assistance og SKA-bådene er i nærheden. Det sker jævnligt.

Det skete eksempelvis for få uger siden, hvor SKA 15 med Claus Agerskov pludselig blev kaldt op af SOK (Søværnets Operative Kommando). De næste 30 timer deltog SKA 15 i en eftersøgning af en 65-årig tysk lystsejler, der var faldet over bord syd for Gedser. Til trods for intensiv eftersøgning med både danske og tyske fartøjer, lykkedes det dog ikke at finde manden.

”Jeg vil tro, vi deltager i søredningsaktioner cirka fem til seks gange om året,” konstaterer Agerskov, der ofte har gæster ombord, når de ligger i havn.

Ofte benytter SKA-bådene lystbådehavne, og så kommer der nysgerrige lystsejlere forbi. De skal lige se, hvad det er, man går og laver på den mærkelige orange båd. Claus Agerskov tager sig gerne tid til at tegne og forklare.

Han går heller ikke af vejen for at kontrollere eventuelle oplysninger, han får fra lystsejlere.

”Det hænder da, at nogen kommer og fortæller, at man har set et eller andet, der ikke var på søkortet. Eksempelvis et vrag. Så tager vi lige ud og kigger på det.”

Ud over SKA-typen, råder opmålingsenheden i Farvandsvæsnet også over to mindre O-både med kun to ombord, der kan operere på helt lavt vand. Derudover er der den store FLYVEFISKEN med et mandskab på 24. FLYVEFISKEN laver seks længere opmålingstogter på åbent hav i løbet af en sommer.

Fælles for dem alle er, at de data de indsamler, bliver brugt i de søkort, du køber. Dataene bliver efter kontrol og sortering sendt til Kort & Matrikelstyrelsen, som står for trykning og udgivelse af søkortene. Fra rå data til det færdige kort ligger klar, går der ci