Finnsailer 35 i sne og frost
Er din båd beredt på frost, sne og storm
Når båden ligger i vandet vintersæsonen igennem, bør man tage sine forholdsregler for at undgå graverende uheld
Tekst og foto af , www.eriksfreelance.dk
Flere og flere lader båden ligge i vandet vinteren over. Det kan der være mange oplagte grunde til. Der er faktisk mange fine sejldage med rigtigt godt vejr i løbet af en vinter. Der er dog også det stik modsatte. Det kræver derfor både opsyn og omtanke, når frost, sne og eventuelle vinterstorme sætter ind.

Ingen sejler ønsker at se sin båd befinde sig under vandlinien eller slået til ukendelighed mod bro og pæle.

En bådejer skal altid sørge for at have en såkaldt sødygtig båd. Det kan der ikke være noget overraskende i - men husk også, at forsikringsselskabet tager denne formulering meget bogstaveligt.

Man kan tage sine forholdsregler for at undgå det triste syn af et sunket eller beskadiget lystfartøj i løbet af vinteren. En bådejer bør derfor jævnligt gå sin båd igennem. I løbet af sommersæsonen er det naturligt, at man kommer på havnen ofte - men det er især påkrævet, når man vil lade sin båd blive i vandet vinteren over.

Her er en tjekliste, hvad du bør sikre dig, når du besøger din båd, mens Kong Vinter hersker.

• Alle steder i båden, hvor der er direkte skroggennemføring, bør man lukke for søventilerne. Sørg derefter for at der ikke står vand i slanger, rør, beholdere, som kan fryse.

• Husk ALTID at lukke for søventilen på toilettet, hvis der er direkte skroggennemføring.

• Kontroller jævnligt, at søventiler og slanger og spændebånd er i orden. Skift eventuelt tærede søventiler og møre slanger.

• Tøm din vand- og toilettank. Pump alt overskydende vand ud af toiletkumme og slanger.

• Start din indenbords motor og lad den køre sig varm med jævne mellemrum vinteren igennem. Sørg for at der er frostvæske i kølervandet, hvis motoren er ferskvandkølet. Sørg efterfølgende for at der ikke står vand i motor og udstødningsslanger. Lad lige motoren køre et stykke tid efter, at der er lukket for vandindtaget.

• Eventuelle selvlænsende udgange i cockpittet bør også kontrolleres. Forskelligt skidt eller løvfald kan godt have blokeret for lænseeffekten. Man bør derfor rense lænserør og -slanger mindst én gang om året.

• Du bør sikre din båd med et sæt ekstra fortøjninger, der sidder en anelse løsere end bådens oprindelige fortøjninger. Løse fortøjninger og fortøjninger, der springer i kraftig blæst, kan give skade både på egen og andres båd.

• Brug fortøjningsfjedre på tovværket, som kan udligne trækket i båd og bro.

• Gør det til en fast daglig rutine at holde øje med vejrudsigter og vandstand på www.dmi.dk eller på tekst-tv. Fortøjninger skal justeres, når der er store udsving i vandstanden.

• Du bør også sikre dig, at din forsikring er udformet, så den dækker, når båden ligger i vandet hele året.

Træbåde giver hyppigt problemer for uerfarne bådejere. Træ har det bedst i vandet, men en træbåd har også et "levende" skrog. De fleste ved godt, at når en træbåden bliver sat i vandet efter en periode på land, så skal den lænses, indtil træet trækker sig sammen og gør båden tæt.

Når træbåden får lov til at ligge i havnebassinet vinteren over, hvor der kan være store temperaturforskelle mellem frost og varme, så giver skroget sig også.

• En automatisk, elektrisk lænsepumpe er noget nær en forudsætning, hvis man ikke kan komme ned til sin træbåd hver dag. Elektriske pumper kan dog også stå af i meget koldt vejr, så man undgår ikke hyppige kontrolbesøg. Når vandet begynder at tø op efter en periode med hård frost, så skal man være ekstra på vagt. Nu er det, at vandet kan få fri passage, hvis træet har slået sig. Hold øje med vejrudsigterne.

God fornøjelse på dine sejlture i løbet af vinteren. Man kan have mange gode dage på vandet i vintersæsonen, når man forbereder sin båd til mødet med frost, sne og storm.

Copyright Erik Nielsen 2004

Artiklen har været bragt i Bådmagasinet december 2004