“Den lille Ole med paraplyen, ham kender alle småfolk i byen..”
Men gør de nu i virkeligheden også det? Den søde, lille dreng med sin paraply er nemlig et overtroisk væsen på lige fod med f.eks. heksen og tandfeen.
Den manglende forklaring
Overtro blev i gamle dage brugt, når man savnede en forklaring på ting. Specielt når noget blev for skræmmende eller trist, kunne man have brug for en forklaring for at acceptere tingenes tilstand.
Man skal huske på at man i 1700-tallet og 1800-tallet langt fra havde de samme videnskabelige indgangsvinkler til ting, som vi har i dag. Lægevidenskaben var f.eks. slet ikke nået anerkendelsen af psykiske lidelser, så når et menneske opførte sig underligt, blev deprimeret eller lignende var det nemmeste at forklare det med, at personen måtte have mødt et overnaturlig væsen og derfor var blevet sindsforstyrret.
Fra skummel overtro til figurer for børn
Mange af de grimme og onde overtroiske væsner er i dag blevet til hyggelige figurer, vi alle har et forhold til, og ofte optræder de som traditioner eller i fortællinger for børn. Her er nogle eksempler på figurer, der er gået fra overtro til noget eventyrligt:
Ole Lukøje
Inspirationen til ham, vi i Danmark kender som Ole Lukøje, stammer fra tysk overtro.
Før man kendte til menneskets ubevidste var det at drømme – og især det at drømme uhyggeligt – meget skræmmende. For hvem var det, der legede med ens tanken mens man sov?
Hos børn blev den lille dreng med paraplyen i overtroen ham der bestemt, om man skulle drømme gode eller dårlige drømme, og det afhang af, hvorvidt barnet havde været artig eller ej.
I dag er Ole heldigvis blevet fortællingen om en sød lille dreng, der med sit tryllestøv kan hjælpe børn, der har svært ved at falde i søvn, ind i drømmeland.
Heksen
I 1500-tallet og 1600-tallet brændte man hekse – eller rettere man brændte uskyldige kvinder og mænd, der blev beskyldt for at være i pagt med djævlen og kunne udøve magi. Hvis en bondes bedste malkeko pludseligt døde, eller hvis alle børn i hjemmet pludselig blev syge og døde, kunne det være svært at se meningen med det hele. Og da man ikke kendte til bakterier, hygiejne og smittefare var det nemmeste at skyde skylden på en anden. I lange perioder var det derfor desværre ikke svært at blive anklaget og henrettet for kætteri.
Den sidste heks i Danmark blev brændt i 1693, og omkring 150 år efter var hekse blevet til en magisk figur, der bl.a. optrådte i H.C. Andersens eventyr. Godt nok stadig som noget ondt – men dog som en børnevenlig figur, der gav eventyret spænding.
Tandfeen
Tandfeen er en noget mere moderne opfindelse, der dog har sit udspring i gammel overtro. I gamle dage troede man nemlig, at hvis et barns mælketand blev ofret til en mus, ville barnet få lige så stærke tænder som en gnaver, og i en tid, hvor man ofte blev tandløs før man fyldte 25, kunne det jo være meget rart.
I 1900-tallet blev myten i USA til fortællingen om en fe, der ved nattetide bytter barnets tand under puden ud med en skinnende mønt.
Så reelt set er der vel ingen børn der i virkeligheden kender Ole Lukøje, heksen eller Tandfeen, men figurerne er den dag i dag med til at holde fast i den barnlige fantasi.