Du har styr på de vigtigste ting: Kjole, lokation, bordplan, band, vielsesringe osv. Brylluppet kan egentligt bare komme an. Skulle du alligevel have lyst til at sætte et lille ekstra personligt præg på dit bryllup, er her en liste over nogle søde, sjove og praktiske ting, du måske ikke havde overvejet.
Photobooth
Du har sikkert tænkt på en fotograf til at forevige jeres “JA” i kirken, din smukke brudebuket og alle de rørende øjeblikke. Men vil du også gerne have billeder af dig selv og dine gæster på slap line, skal du overveje at leje en photobooth. Her kan alle i bedste selfie stil knipse løs, og du kan selv efterfølgende sortere eventuelt mindre vellykkede billeder fra.
Skiftesko
Du har helt sikkert fundet de yndigste brudesko, der komplimentere både dig og kjolen helt perfekt. Men har dine fine sko en 10 cm hæl bør du måske overveje et par skiftesko til de sene aften- og nattetimer på dansegulvet. Er kjolen perfekt i længden til de høje stiletter, kan en påsyet dansestrop være en løsning.
Favour bokse
En lille æske ved hver kuvert er en sød måde at give gæsterne en lille ekstra overraskelse til festen. Æsken kan indeholde alt fra chokolade, bolcher og andet slik til tandstik, tyggegummi, mint pastiller eller måske en personlig nøglering med gæstens navn. Det er faktisk kun fantasien (og æskens størrelse) der sætter grænser.
Fint lommetørklæde
Det er nok de færreste brude, der kommer igennem en hel bryllupsdag uden at fælde en tåre. I stedet for at have en pakke Kleenex i tasken kan du overveje at anskaffe et fint, hvidt lommetørklæde alá det mormor altid havde liggende i skuffen. Måske er du endda så heldig at kunne låne ét fra et familiemedlem – så har du også sikret traditionen med noget lånt.
Toilet kurve
Vi kender det alle, man står på toilettet halvvejs igennem en god fest og kunne virkelig godt bruge en tandbørste, en deo, et bind, en vatpind etc. Kom dine gæsters behov i forkøbet og arranger en fin kurv med diverse hygiejneprodukter på både herre- og dametoilettet.
Børneposer
Er der børn blandt bryllupsgæsterne kan det være en god ide at sørge for lidt underholdning, så dagen ikke bliver for lang. Fyld poserne med aktivitetshæfter, farveblyanter, rosinæsker, små legoæsker, sæbebobler eller andet.
Paraply
Det danske vejr er om noget en uforudsigelig størrelse. Uanset hvilken tid på året, du vælger at lægge dit bryllup, risikerer du en bryllupsdag i regnvejr. Men regndråber kan også være smukke, og det handler blot om at tage sin forholdsregler. Du kan derfor overveje på forhånd at investere i en fin paraply, der kan fungere både som ly for dig og som en fin accessory, når du skal have taget dine bryllupsbilleder. Er budgettet til det kan du også gå all in og få lavet en hel stak paraplyer med jeres dato på, som gæsterne kan anvende på dagen og tage med hjem som minde.
Hangover Kit
Lav en pose med cola, chips, aspirin eller andre gode ting til at pleje tømmermænd, og få tjenerne til at stille dem frem ved udgangen, når festen slutter. Det falder helt sikkert i god jord hos nogle af gæsterne dagen efter.
Gæstebog
Når rusen over en helt fantastisk bryllupsdag har lagt sig, er det rigtig dejligt at have gode minder at se tilbage på. Ud over de mange fine billeder, du forhåbentligt har fået, kan en gæstebog med søde hilsner fra gæsterne være en dejlig ting at kigge i mange år efter brylluppet.