Små børn og husdyr, er det en god kombi?

Ofte hører man børn plage deres forældre om at få et kæledyr. Dyr er da også søde og sjove, men de kræver tid og arbejde, og man bør sætte sig grundigt ind i hvilken type af kæledyr, der passer ind i ens familie. For et kæledyr ER hele familiens kæledyr, også selvom det er et enkelt barn, der får dyret i for eksempel fødselsdagsgave eller i anden anledning. Et barn kan aldrig og må aldrig være eneansvarlig for et dyr. Det er heller ingen hemmelighed, at de fleste børn mister interessen for kæledyret efter en vis tid, når nyhedens interesse har lagt sig, og hvad så med dyret, der ikke kan tage vare på sig selv?

Her er det også vigtigt at få barnet til at forstå, at dyret er et levende væsen og ikke en bog eller dukke, som man kan stille væk. En sammenligning barnet måske kan forstå er, at mor og far jo altid vil passe på barnet, og at man heller ikke skiller sig af med et barn eller sætter det på en reol. At man elsker sine børn og vil gøre alt for dem, ligesom et kæledyr bør passes på og holdes af hele dets liv.

 

Forskellige husdyr har forskellige behov

Pasning af et kæledyr afhænger af, hvilken type dyr man vælger at anskaffe. Uanset hvilket husdyr man anskaffer sig, er det vigtigt at undersøge dets behov. Fugle og gnavere er mindre dyr, og de er lette at aktivere med legetøj fra dyrehandlen, men kræver dog meget menneskelig kontakt, specielt hvis de er alene. Hunde og katte er mere krævende. De er større dyr og lever længere, hvilket gør mad og dyrelægeregningerne større. De kræver også aktivering i form af leg og træning. Desuden har forskellige dyr forskellig social adfærd. Ved anskaffelse af for eksempel hund eller kat er der flere ting at undersøge, da forskellige racer har forskellige adfærdsmønstre og opførsel, og der er racer, der går for at være mere børnevenlige end andre.

 

Det er lærerigt for små børn at have et husdyr

Som forældre bør man altid have et øje på hver finger i starten af kæledyrets ophold i familien, for at undgå konflikter mellem dyr og barn. Det kan være, hvordan et lille kæledyr løftes op eller at forklare barnet at hundehvalpen ikke er sur men kun leger, når den bider i fingrene på barnet. Det kan være krævende, men der er flere gode grunde til at anskaffe sig et husdyr, når man har små børn. Selvom kæledyret er forældrenes ansvar, lærer barnet at et dyr kræver pasning og plejning og giver et ansvar. Børn får som regel også et bedre forhold til andre dyr, fordi de forstår at aflæse kropssproget, hvis de selv har haft et kæledyr. Husdyr bliver som regel ikke så gamle. Når tiden kommer for dem, lærer barnet, at døden er naturlig også selvom, det er sørgeligt. Ikke mindst er et kæledyr en fantastisk ven, som altid vil være der både for børn og voksne.

Skriv et svar